Aktier/åbning: Bavarian fortsætter optur flankeret af NKT i positivt C25

Udgivet den 16-08-2024  |  kl. 09:17  |  
Arkiv: Foto

Bavarian Nordic løber igen med opmærksomheden fredag, efter at vaccineproducenten har indsendt nye data til myndighederne i EU om en udvidet markedsføring af selskabets koppevaccine.

Med til vejrs er også NKT efter sit regnskab for andet kvartal og A.P. Møller-Mærsk, der understøttes af første stigning i spotpriserne i seks uger.

Det danske C25-indeks stiger fredag i den indledende handel med 0,3 pct. til 1985,46.

BAVARIAN INDSENDER DATA TIL EMA

Bavarian Nordic har indsendt kliniske data til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) om sin koppevaccine, Imvanex, med henblik på at få udvidet godkendelse til også at gælde personer i alderen 12-17 år.

En eventuel godkendelse er ventet i fjerde kvartal af 2024.

Bavarian Nordic steg torsdag 7,8 pct. til 240,60 kr., efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret udbruddet af mpox for en global sundhedskrise.

Siden er der fundet tilfælde af sygdommen i både Sverige og Pakistan.

Aktien stiger 6,4 pct. til 256 kr. og er i ugens løb nu steget mere end 33 pct.

NKT BEKRÆFTER FORELØBIG RAPPORT

NKT havde stærk vækst i både omsætningen og indtjeningen i andet kvartal.

Det bekræfter kabelproducenten i sin kvartalsopgørelse fredag morgen, efter at selskabet 11. juli kom med foreløbige tal for perioden. Her blev også forventningerne til 2024 justeret efter opkøbet af portugisiske Solidal, og de gentages fredag.

Organisk voksede NKT's omsætning med 29 pct. i april, maj og juni. Opgjort i standardmetalpriser steg omsætningen til 605 mio. euro fra 468 mio. euro i samme periode sidste år, og det operationelle driftsresultat, EBITDA, endte på 86 mio. euro fra 58 mio. euro.

Aktien går frem med 3,0 pct. til 622,50 kr.

Med til vejrs går A.P. Møller-Mærsk, efter at fragtraterne målt på spotindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) i denne uge steg 0,8 pct. Det er første stigning i seks uger.

B-aktien øger 1,2 pct. til 10.720 kr.

BOOZT PRÆCISERER PROGNOSEN

Onlinevarehuset Boozt har præciseret sine forventninger til 2024 i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal.

Her voksede omsætningen med 11 pct. til 1872 mio. svenske kr., mens det justerede driftsoverskud endte på 92 mio. svenske kr., svarende til en indtjeningsgrad på 4,2 pct.

Boozt venter nu en omsætningsvækst på 7-11 pct. fra tidligere 5-15 pct. og en justeret EBIT-margin på 5,2-5,7 pct. fra 5,2-6,0 pct.

Aktien øger 1,1 pct. til 74,50 kr.

GN OG DEMANT TABER MARKEDSANDELE I USA

Både GN og Demant tabte i juli markedsandele i den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA).

GN havde i juli en markedsandel på 10,3 pct. fra 10,6 pct. måneden før, og Demants andel faldt til 18,4 pct. fra 18,6 pct.

GN stiger alligevel 0,8 pct. til 186,30 kr., og Demant øger 0,7 pct. til 273,60 kr.

Køkkenproducenten TCM Group har torsdag opjusteret forventningerne til omsætningen og driftsoverskuddet efter en stærk organisk fremgang i andet kvartal.

Omsætningen ventes nu på 1125-1200 mio. kr. fra 1000-1150 mio. kr., og driftsoverskuddet ses ramme 70-90 mio. kr. fra tidligere 55-85 mio. kr.

TCM går frem med 7,1 pct. til 63,20 kr.

KURSMÅL PÅ KURSMÅL

Analytikerne har haft travlt efter en uge spækket med nye regnskaber, der har ført til nye kursmål.

For Zealand Pharmas vedkommende er kursmålet løftet hos flere børshuse efter torsdagens kvartalsregnskab.

SEB løfter til 1135 kr. fra 990 kr. med anbefalingen "køb" og BTIG skruer op til 1050 kr. fra 950 kr. - ligeledes med en købsanbefaling - og Goldman Sachs har hævet til 1106 kr. fra 1016 kr. - også med anbefalingen "køb".

Zealand stiger 0,9 pct. til 947 kr.

Vestas har imidlertid fået sænket kursmålet til 170 kr. fra 187 kr. hos DZ Bank efter et skuffende regnskab for andet kvartal. Anbefalingen er fortsat "hold".

Aktien stiger 1,0 pct. til 161,65 kr.

Også ISS har fået sænket kursmålet. Det er hos Morgan Stanley, der har skåret til 140 kr. fra 153 kr., men gentaget anbefalingen "ligevægt".

ISS bakker 0,1 pct. til 122,80 kr.

Uden for C25-indekset har FLSmidth fået sænket kursmålet til 410 kr. fra 430 kr. hos ABG Sundal Collier, der gentager anbefalingen "køb".

FLSmidth taber 1,5 pct. til 346,80 kr.

Alm. Brand har efter sit kvartalsregnskab fået sænket anbefalingen hos Nordea til "hold" fra "køb".

Aktien falder 0,8 pct. til 12 kr. efter et dyk på 5,3 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

14:55 Baltic Dry-indekset falder 0,9 pct. til 1941 point
14:36 USA/tendens: Rød start i vente efter inflationsskuffelse og præsidentdebat
13:31 Chefanalytiker: Mistillid og faldende efterspørgsel skyld i laveste oliepris i tre år
13:06 Handlerne justerer porteføljen efter præsidentdebat: Ned med krypto og op med solenergi
13:04 Novos vægttabshåb har kendte bivirkninger som kvalme, opkast og forstoppelse
12:58 Rædselsuge fortsætter for fransk spilproducent - analytikere nedgraderer på stribe
12:49 Storbritannien vil udbyde nye havarealer til 20-30 gigawatt vindenergi inden 2030
12:42 Europa/aktier: Grønt pust efter tv-debat skubber Vestas og Ørsted i europæisk top
12:27 Commerzbank rygtes åben for samtaler om sammenlægning med Unicredit
12:01 Demant/Citi: Sænker kursmål til 315 kr. fra 340 kr.
12:01 Trustpilot leverer sorte tal på bundlinjen og stiger massivt
11:57 Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper grønt C25 efter nattens tv-debat
11:31 Trump Media står til drøj start på handelsdagen efter præsidentdebat
11:29 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske inflationstal og efter tv-debat
11:21 Amerikansk præsidentdebat sender danske energiaktier til vejrs
10:14 Zara-ejer leverer bedre end ventet og belønnes med analytikerros og kursgevinst
09:41 Commerzbank-aktien brager i vejret: Unicredit sætter sig på 9 pct. af kapitalen
09:11 Aktier/åbning: Grønne aktier vinder frem efter lille sejr til Kamala Harris
09:09 Kinesiske chipaktier dykker og grønne aktier stiger efter præsidentdebat: Ørsted går frem
08:53 Obligationer/åbning: Rentefald forstærkes efter tv-debat med fordel til Kamala Harris