Aktier/åbning: DSV taber pusten i rolig åbning - amerikanske inflationstal i horisonten

Udgivet den 10-10-2024  |  kl. 09:18  |  
Novozymes - Research

DSV taber pusten i de første handler torsdag efter et pænt plus onsdag. Helt i toppen af eliteindekset slanger Novo-familien sig med Novo Nordisk og Novonesis på solsiden uden selskabsspecifikt nyt.

Blandt sidepapirerne er Bang og Olufsens kommet med et forventeligt skuffende regnskab - og Green Hydrogen Systems fortsætter ned efter onsdagens markante kursdrop.

Samlet padler C25-indekset rundt omkring uændret i 1947,77 i de første handler efter et mindre plus på 0,3 pct. onsdag.

Torsdag eftermiddag rammer tal for den amerikanske inflation:

- Markedets reaktion bør være afdæmpet på de nye inflationstal, medmindre vi får en stor overraskelse, som virkelig kan rykke ved forventningen til rentesænkningerne fra Federal Reserve. En meget højere inflation end ventet, som strider mod den gængse opfattelse af, at inflationen er på retræte, vil få aktierne til at snuble og renterne til at skyde til vejrs, da det skaber en fornyet inflationsfrygt, skriver Sofie Manje Eger Huus, der er seniorstrateg i Danske Bank, i en kommentar, og fortsætter:

- En meget lavere inflation vil være positivt for aktiemarkedet, da det øger sandsynligheden for hurtige rentesænkninger og med den stærke jobrapport in mente, vil ét meget lav inflationstal nok ikke få bekymringen om recession til at blusse op igen.

DSV I BAKGEAR

Transportgiganten DSV falder 2,1 pct. til 1531 kr. Aktien blev onsdag vægtet ned i KAX Cap-indekset til 7 pct. fra 10 pct. Samtidig er aktien blevet vægtet op i MSCI-indekset på eftermiddagens lukkepris, hvilket onsdag gav handlerne anledning til at købe op i aktien i sekunderne inden markedet lukkede. Her steg aktien 2,7 pct.

I toppen af eliteindekset ligger Novo Nordisk med et plus på 1,5 pct. til 804,40 kr., og Novonesis stiger 1,2 pct. til 474 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

REGNSKAB FRA B&O

Struervirksomheden Bank og Olufsen meldte torsdag morgen om en rekordhøj bruttomargin og et noget lavere salg i første kvartal af 2024/25 sammenlignet med samme periode sidste år.

Bruttomarginalen, der landede på 55,2 pct., er et vidnesbyrd om, at det går fremad med at skabe et mere robust økonomisk grundlag, anfører B&O. På den anden side forklares en salgstilbagegang på 12,4 pct. med, at efterspørgslen sidste år var ekstra høj op til varslede prisstigninger i andet kvartal.

Aktien falder 1,5 pct. til 9,12 kr.

Også Greenmobility er torsdag på programmet med en salgsopdatering for tredje kvartal af 2024.

Aktien taber 4,5 pct. på kursen til 32,20 kr. i de første handler.

Aktien i Green Hydrogen Systems fortsætter nedturen efter et styrtdyk onsdag. Årsagen var en nedjustering, suspenderede prognoser og varslet misligholdelse af gæld allerede ultimo oktober.

Der skal fyres af op til 100 medarbejdere, og selskabet er begyndt at afsøge mulighederne for at tiltrække samlet 600 mio. kr. i ny kapital.

Aktien fortsætter i dybet med et fald på 6,4 pct. til 2,76 kr. efter et fald på 39,1 pct. onsdag.

Aktiekursen er i sit laveste niveau nogensinde.

ANALYSENYT TIL FLERE

ABG Sundal Collier er tilbage med en positiv anbefaling "køb" for Danske Bank, efter at have haft den neutrale anbefaling "hold" siden 17. januar.

Kursmålet bliver i samme ombæring justeret 2 kr. ned til 222 kr..

Danske Bank-aktien stiger 0,5 pct. til 196,85 kr.

Blandt sidepapirerne har DFDS fået skåret sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos SEB, der samtidig rundbarberer kursmålet til 175 kr. fra 260 kr.

Det viser data fra Bloomberg News.

Rederiet falder 2,2 pct. til 164,20 kr.

Modsat har NNIT fået et gevaldigt løft af sit kursmål hos SEB, der nu sigter klart højest af de fire børshuse, som følger aktien ifølge Bloomberg News.

Kursmålet er løftet med 39 pct. til 170 kr. fra 122 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

NNIT-aktien ligger 6 pct. højere i 131,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/lukning: Novo-nedtur og tvivl om tysk investeringspakke sendte indeks i knæ
17:07 Mandagens aktier: Novo-data rykkede C25 i minus - Mærsk gik frem på houthi-trussel
17:00 Mandagens obligationer: Rentefald gik i sig selv efter tysk uenighed om investeringspakke
16:46 Genmab-analytiker efter afvisning fra partner og kursfald: Det var lidt en netruller
16:26 Tesla-aktien halveret siden toppen i december
15:39 Genmab-partneren Johnson & Johnson vil ikke gøre brug af Hexabody-option
14:59 Novo-aktien dykker over 8 pct. efter svage vægttabsdata
14:41 USA/åbning: Korrektion til Nasdaq i et Wall Street præget af udsalg
13:50 Ørsted får sænket kreditvurderingen af Fitch
13:15 Musks indtog i politik kan skade Tesla vurderer Kinas personbilforening
12:58 ECB's Kazimir: Næste rentetræk bør træffes med et "åbent sind"
12:55 Mærsk-analytiker: Trusler om nye angreb i Det Røde Hav sender aktier op
12:54 USA/tendens: Rød dag i vente - Nasdaq tæt på korrektion
12:41 Novos fedmedata adskiller sig ikke nok fra konkurrentens vurderer analytiker
12:34 Renter tager ekstra dyk efter modstand mod massiv tysk investeringspakke
12:15 Novo når primære endemål i vigtigt fase 3-studie for Cagrisema
11:54 Europa/middag: Våbenaktierne vinder fortsat frem mens banksektoren står for skud
11:51 Novo når primære endemål i vigtigt fase 3-studie for Cagrisema
11:43 Obligationer/middag: Lille rentefald præger afdæmpet start på ugen
11:27 Aktier/middag: Brintselskab sendes i dybet - geopolitik lurer under overfladen