Aktier/åbning: Håb om opblødning på toldområdet præger markedet - GN i lille comeback

Foden er flyttet fra bremsen til speederen onsdag på det danske aktiemarked, hvor GN er højdespringer blandt de danske eliteaktier.
Bavarian, der er kommet med endeligt årsregnskab, ligger nær midten af C25-feltet, mens Svitzer og porebetonproducenten H+H belønnes stort for deres årsregnskaber.
De selskabsspecifikke nyheder står dog i skyggen af USA's handelspolitik, som tirsdag udløste ret store kursfald på børserne, både i USA og ikke mindst Europa.
Investorerne vil onsdag derfor fortsætte med at gruble over, hvor langt USA's præsident, Donald Trump, vil gå i forhold til told. Men lettelse ser lige nu ud til at præge finansmarkederne, efter at Trump-administrationen tilsyneladende har trukket lidt i land.
Tirsdag indførte USA ellers told på varer fra Canada, Mexico og Kina. Men efter modsvar fra Canada og Kina og varsler om told på amerikanske varer fra Mexico, har USA's handelsminister, Howard Lutnick, signaleret, at afgifterne på Canada og Mexico kan blive lettet igen, så parterne måske mødes på midten.
Og den mere afdæmpede tone har ført til pæne stigninger på aktiemarkederne.
Herhjemme stiger det danske eliteindeks C25 med 1 pct. til 1826,37.
GN I FOKUS
Værst herhjemme gik det tirsdag GN, der endte tirsdagen 8 pct. lavere i 117,10 kr. - det laveste slutniveau siden efteråret 2023. Men onsdag er GN højdespringer med en stigning på 4,1 pct. til 121,60 kr.
Og det kan nemt være toldspørgsmålet, der får GN til at stikke ud.
I årsregnskabet nævner GN specifikt, at den told, der på det tidspunkt var kendt mellem USA og Kina, kan føre til et lille fald i GN's marginer hovedsagligt i forretningsområdet Gaming, men også Enterprise.
BAVARIAN MED ENDELIGT REGNSKAB
Bavarian har sat endeligt punktum for 2024, hvor det danske vaccineselskab har tjent 988 mio. kr. efter skat. Det skal ses i forhold til 1475 mio. kr. året forinden.
Selve regnskabet og forventningerne til 2025 vil aktiemarkedet dog næppe dvæle længe ved, da vaccineselskabet allerede i begyndelsen af februar lagde prognosen for 2025 og de vigtigste regnskabstal frem.
I stedet kan selskabets forestående lancering af vaccinen mod chikungunya-virus muligvis få lidt opmærksomhed. Onsdag stiger Bavarian 2,1 pct. til 166,90 kr.
For Svitzer bød 2024 på et justeret driftsresultat før af- og nedskrivning, EBITDA, på 467 mio. kr. mod 420 mio. kr. året før.
For 2025 spiller Svitzer ud med brede forventningsintervaller og en prognose om en omsætningsvækst målt i konstante valutaer på 1-5 pct. og en vækst i driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 0-7 pct.
Investorerne i Svitzer, der stiger næsten 12 pct. til 230,35 kr., kan i øvrigt se frem til et udbytte på 8 kr. per aktie.
H+H SPÅR BEDRING I ÅR
Lige efter følger H+H med en gevinst på 6,6 pct. til 100 kr. Porebetonproducenten havde i fjerde kvartal 2024 en positiv organisk vækst efter en stor tilbagegang i samme periode året før, og på den baggrund lykkedes det at komme neutralt ud af sidste regnskabsår.
Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster endte i fjerde kvartal på 36 mio. kr. sammenlignet med et underskud på 15 mio. kr. i samme periode af 2023. For hele 2024 blev driftsoverskuddet på 63 mio. kr. mod 57 mio. kr. i 2023.
Og i 2025 venter H+H bedring og mere end en fordobling af driftsresultat (EBIT) før særlige poster målt på midtpunktet af prognosen, der lyder på 120-180 mio. kr.
Tilbage i C25 har Novonesis fået justeret sit kursmål til 545 kr. fra 520 kr. af JPMorgan, der fastholder den stærke købsanbefaling "overvægt". Aktien stiger 0,2 pct. til 436,20 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›