Aktie/tendens: Små stigninger i vente i Europa

Udgivet den 12-08-2013  |  kl. 08:00  |  

De europæiske aktiemarkeder ventes mandag at med en positiv tone, og det kan smitte af på C20 Cap-indekset, som fredag lukkede 0,9 pct. højere i 608,38. Den europæiske åbning er understøttet en positiv handel i Asien.

A.P. Møller - Mærsk's B-aktie lukkede fredag 1,35 pct. højere i 45.200 kr. Det australske finanshus Macquarie sænker sin anbefaling på A.P. Møller - Mærsk til underperform fra neutral, hvilket sker forud for gruppens halvårspræsentation den 16. august.

A.P. Møller - Mærsk og Maersk Line har fået nyt fra konkurrentsiden. Den koreanske rival Hyundai Merchant Marine har meddelt, at det vil forlænge sejltiden på sin service mellem Fjernøsten og Mellemøsten. Fra slutningen af august vil sejltiden fra Sydkoreas Busan-havn til Jebel Ali i Dubai tage 49 dage i stedet for de 42 dage, det har taget hidtil at sejle mellem de to destinationer og anløbe syv andre havne på vejen. Det beretter mediet Linervision, som også skriver, at 6.350 teu-skibet Hyundai New York vil blive indsat som det syvende skib i denne service, således at der ikke ændres på den ugentlige frekvens på trods af, at skibene sejler langsommer. Hyundais tiltag er et kendt tiltag, som rederierne kan benytte sig af for at tage presset af fra de mange nye skibsleveringer. Ved indsættelsen af det syvende skib og samtidig sænke sejlhastigheden fastholdes kapacitetsniveauet, til trods for tilgangen af et nyt skib, mens at skibene samtidig kan spare brændstofomkostninger ved at sejle langsommere.

Carlsberg fortsætte med at skrue op for markedsføringsindsatsen i Storbritannien, og sent fredag kunne Premier League-fodboldklubben Aston Villa således annoncere, at det har indgået en ny 3-årig aftale, som gør Carlsberg til klubbens officielle øl- og ciderleverandør. Carlsbergs sponsorat af Aston Villa falder sammen med, at Carlsberg også er blevet officiel ølsponsor for selve Premier League fra denne sæson og tre sæsoner frem. Carlsberg har desuden været officiel ølsponsor for Liverpool FC i 21 år, og Carlsberg annoncerede for én måned siden, at selskabet har forlænget sponsoratet med yderligere tre år. Carlsberg-aktien steg fredag med 2,15 pct. til 569,5 kr.

Banksektoren og telesektoren har fået interessant nyt, eftersom telefonselskaberne nu vil åbne en mobilbank. TDC, Telenor, Telia og 3 vil lancere konkurrent til etablerede pengeinstitutter på mobilen. Det skrev Politiken søndag. Ifølge avisen vil de store teleselskabers sammenslutning 4T, der samler alle teleudbydere i landet, til efteråret åbne sit eget elektroniske pengeinstitut, der kan bruges til nethandel eller mobiloverførsler fra person til person - og på sigt til at betale med mobiltelefonen i butikkerne. Vi har været i dialog med Finanstilsynet i de seneste seks måneder, og vi er nu så langt, at vi kan love, at vores tjenester etableres til efteråret, siger Peter Bredgaard, direktør for 4T til Politiken.

Novo Nordisk frygter, at de kinesiske myndigheders efterforskning af landets medicinalindustri kan føre til prisreduktioner. Både britiske Glaxosmithkline og franske Sanofi er under anklage for bestikkelse og ulovlige betalinger, og topchef Lars Rebien Sørensen frygter, at myndighederne vil bruge efterforskningen til at presse priserne. Det skriver Børsen mandag morgen. Det franske medicinalselskab Sanofi oplyste i en meddelelse fredag, at selskabet vil samarbejde med de kinesiske myndigheder om de påståede anklager om bestikkelse, hvilket sker i kølvandet af en lignende sag med britiske Glaxosmithkline i søgelyset.

Københavns Lufthavne er i fokus, eftersom SAS-salget af SAS Ground Handling kan skabe en ny konflikt i Kastrup med arbejdsnedlæggelser, hvis der piller ved de ansattes løn eller arbejdsvilkår. Det skriver Berlingske Business mandag morgen. I disse dage forhandler SAS og verdens største handlingsselskab, schweiziske Swiss­port, nemlig om at flytte SAS Ground Handling, der håndterer bagage i blandt andet Kastrup Lufthavn, over i et joint venture med schweizerne som primær ejer med 51 procent. Det kan betyde mørkere tider for de i alt 5.500 ansatte i SAS Ground Holding, frygter deres fagforbund 3F. Selskabet er en underskudsforretning for SAS, og det kalder med al sandsynlighed på en opstramning af organisationen, som Swissport vil stå i spidsen for, skriver Berlingske Business.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder