ALK-Abelló tildeler medarbejderaktier til 7,5 mio kr
ALK-Abelló tilbyder ca. 1.250 medarbejdere i koncernen medarbejderaktier til en samlet værdi af 7,5 mio. kr.
Det fremgår af en børsmeddelelse onsdag.
I henhold til programmet forventes tildelt ca. 9.500 aktier, svarende til 0,1 pct. af aktiekapitalen. I enkelte lande vil medarbejderne blive tilbudt en aktielignende ordning.
Programmet er udformet således, at fastansatte medarbejdere i koncernen, der den 31. august 2006 har været ansat i mindst ét år og er i uopsagt stilling, bliver tilbudt at deltage i ordningen. Medarbejdere, der endnu ikke har været ansat i ét år, tilbydes samme vilkår året efter, forudsat de stadig er ansat i koncernen.
Aktierne vil være båndlagt i 7 år. Aktierne bærer samme rettigheder som de øvrige B-aktier.
Omkostningerne til den samlede ordning forventes at udgøre ca. 7,5 mio. kr., hvoraf hovedparten vil have regnskabsmæssig effekt i indeværende regnskabsår.
De økonomiske forventninger til regnskabsåret 2005/06 som helhed er uændrede.