Alm. Brand Bank - Rentekommentar
NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Bank dagens kommentarer til markedet:
En stille sommerferie dag på det danske obligationsmarked med et marked, som viser en smule svaghedstegn. Markedet handler pt. på nogle tekniske niveauer, som kan ende med at gå i begge retninger afhængigt af de næste dages udfald. Det danske realkredit marked klarede dagen flot, mens 4% 2035 dog faldt tilbage og handler i overkanten af kurs 98. Rentespændet i forhold til Tyskland ligger stadig uforandret på 9bp og stat-realspændet mellem 4% stat 2015 og 4% real 2035 ligger i 8,68 og er kørt lidt ind.
Onsdagens vigtigste nøgletal var det amerikanske handelsbalance tal, som var forventet til USD 57,0 mia. og blev USD 55,3 mia. Selvom tallene viser en fremgang af ikke ringe karakter er det ikke tegn på at USA har rettet op på deres handelspolitik, snarere et resultat af oliepriserne har været lavere og dermed givet et bedre tal. Indikationer tyder på, at næste måneds tal vil slå alle rekorder og gå over de USD 60 mia. fordi olieprisen igen er på himmelflugt. Markedet reagerede minimalt og er afventende frem mod torsdagens forbrugerpris tal og detailhandels omsætning i USA.
Af europæiske nøgletal var der ikke stort at berette, dog med industriproduktion for Italien, som skuffer, og ligger på -2,1% på året for de sæsonkorrigerede tal mod forventet -1,3%. Jo dårligere økonomiske nøgletal i Italien desto større grobund for EU-modviljen, som florerer for tiden.