Alm. Brand Markets - Rente- og Valutakommentar

Udgivet den 03-03-2009  |  kl. 09:23  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Markets dagens kommentarer til markedet:

Obligationer
Mandagen var præget af faldende renter blandt andet ovenpå store nye tab fra det amerikanske forsikringsselskab AIG. Bunden åbnede dagen lige under 125 og lukkede i 125,47 efter at have været oppe i 125,60. Nøgletallene fra USA kom ud lidt bedre end ventet både personal income og ISM tallet. Det kunne dog ikke løfte stemningen på markedet. Over natten er der kommet nyheder ud fra Wall Street Journal om endnu en redningspakke. Dette har lagt et pres på obligationerne over natten. Der kommer ikke de store nøgletal i dag. Det vigtigste bliver pending home sales fra USA samt ABC consumer confidence.

Valuta
Mandagen bød på mindre positive overraskelser på den makroøkonomiske front. Første skud på stammen var offentliggørelsen af første estimat for forbrugerpriserne i Eurozonen. Priserne steg med 1,2 pct. i februar mod 1,1 pct. måneden før. Der var forventet 1,0 pct. Første estimat indeholder ikke detaljer om underkomponenterne, men det må formødes at den tidligere negative effekt fra energi- og råvarekomponenten er mindsket markant. Derudover er der meget, der tyder på, at kernedelen af forbrugerpriserne reagerer langsommere end oprindeligt forventet af markederne. Forbrugerpriserne er imidlertid fortsat langt fra ECB’s inflationsmålsætning på 2,0 pct.

Fra USA steg den personlige indkomst overraskende med 0,4 pct. i januar mod et fald på 0,2 pct. måneden før. Der var forventet -0,2 pct. I samme åndedrag viste det personlige forbrug en stigning på 0,4 pct. i januar mod -0,2 pct. i december. Samtidig steg den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, PCE-deflatoren, med 0,7 pct. YoY i januar mod 0,8 pct. måneden før. Der var forventet 0,5 pct. Kernedelen faldt imidlertid med 0,1 procentpoint til 1,6 pct. i forhold til måneden før. På trods af det stigende forbrug steg opsparingskvoten til 5,0 pct. i januar fra 3,9 pct. måneden før – især drevet af en stigning i den disponible indkomst. Gårsdagen måske vigtigste tal fra var offentliggørelsen konjunkturindikatoren fra ISM. ISM-indekset for fremstillingssektoren steg marginalt til 35,8 i februar fra 35,6 i den foregående måned. Der var forventet et fald til 33,8. Det var hovedsageligt produktionsdelen, der trak indekset op. Lager- og beskæftigelseskomponenterne trak indekset den modsatte vej.

I dag vil offentliggørelsen af det igangværende amerikanske boligsalg (pending home sales) sende et signal om udviklingen på det amerikanske boligmarked. Salget forventes at være faldet med 3,0 pct. MoM i januar mod en stigning 6,3 pct. måneden før. Antallet af huse til salg lægger fortsat et markant nedadgående pres på de amerikanske boligpriser, og først når der er udsigt til en bund vil en stabilisering være mulig. Fra Canada er der rentemøde hvor den ledende rente forventes at blive sat ned fra 1% til 0,5%. Gårsdagens BNP tal bekræfter billedet af en svag canadisk efterspørgsel med et fald på 3,4% i 4. kvartal (annualiseret) Fra Skandinavien får vi PMI tal fra Norge her klokken 9. Der forventes et lille fald set ift. til sidste måneds værdi på 40,8. Fra Danmark vil valutareserven for februar se dagens lys. Vi forventer, at reserven er øget med 2,7 mia. kroner i februar. Reserven vil i givet fald være oppe over 220 mia. kroner. Af taler er der fokus på Lochart fra Fed klokken 14 og klokken 16 er det Bernanke som er i høring i Senatet. I aften, klokken 18.30, taler Trichet i Frankfurt. Derudover kan det tænkes, at den tyske inflationshøg, Axel Weber, vil sende et signal om holdningen i ECB’s styrelsesråd før torsdagens rentemøde, når han taler klokken 12. .


Udgivet af: NPinvestordk