Amagerbanken krak giver kundeflugt fra småbanker
Store kunder med mere end 750.000 kr. på bankbogen flytter penge ud af mindre banker efter weekendens konkurs i Amagerbanken, der kostede almindelige kunder 700 mio. kr. Finanstilsynet har fat i de mest udsatte banker og ser ’nogen vandring’ efter krakket. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
- Vi har mange henvendelser fra kunder, men det er ikke sådan, at en kæmpestor likviditet forlader os, siger Henrik Lund, adm. direktør i Max Bank til avisen.
I Vestjysk Bank oplever man også nervøse kunder.
- Vi har flere henvendelser fra kunder. De vil gerne vide, hvordan det står til i banken, siger vicedirektør i Vestjysk Bank Flemming Gade Nielsen til avisen.