Analyse: Europæisk økonomi taber til USA og Kina

Udgivet den 21-03-2013  |  kl. 15:12  |  

De seneste nøgletal for erhvervstilliden viser, at Europa er den store taber, mens udsigterne er bedre for USA og Kina.

Af Søren Verup, Formuepleje

I dag, torsdag kom der nye data for temperaturen i de tre store økonomier i verden, og tallene viser, at der er store regionale forskelle i aktivitetsniveauet. Europæisk økonomi kæmper fortsat med negativ vækst, mens udsigterne er markant bedre i den amerikanske økonomi, hvor både virksomhederne og forbrugere har fået farve i kinderne igen. Samtidig ser det ud til, at der igen blæser mere varme vinde ind over den kinesiske økonomi.

Euroland i bakgear

Erhvervstilliden for Euroland faldt for anden måned i træk til et niveau på 46,6 (over 50 signalerer fremgang og under 50 signalerer tilbagegang), og tallet indikerer, at den europæiske økonomi bliver fastholdt i recession i en længere periode. Det er bemærkelsesværdigt, at erhvervstilliden i Tyskland også er kommet under 50 niveauet, hvilket tyder på, at den tyske økonomi også begynder at vise svaghedstegn.

Problemer i Frankrig

Det er ikke gode nyheder, især fordi det nye syge barn i klassen i form af Frankrig stadig har store problemer, og dagens tal for erhvervstilliden for Frankrig tyder på en negativ fransk vækst på 1 procent. Samtidig kæmper de sydeuropæiske økonomier fortsat en hård kamp for at komme oven vande igen, hvilket er en svær øvelse, når de samtidig er tvunget til store offentlige besparelser. Så der er fortsat langt mellem lyspunkterne i den europæiske økonomi, og det er svært at se, at det vil ændre sig markant foreløbigt, især hvis der ikke snart findes en løsning omkring Cypern. Derfor er der også lange udsigter til renteforhøjelser fra den europæiske økonomi, og tværtimod øger dagens tal for erhvervstilliden presset på den europæiske centralbank for at komme med yderligere stimulanser til den skrantende økonomi.

Amerikansk økonomi i fremgang

Modsat går det væsentlig bedre i den amerikanske økonomi, dagens erhvervstillidstal viste en lille fremgang til et niveau på 54,9, hvilket indikerer en positiv vækst på cirka 2 procent. Den amerikanske økonomi har generelt et positiv momentum i øjeblikket, hvor virksomheder igen øger investeringer. Der bliver skabt flere arbejdspladser, og boligpriserne har bundet ud og tikker opad igen. Samtidig har forbrugerne indtil videre ikke været nævneværdig påvirket af en skattestigning på 2 procent ved årsskiftet og stigende benzinpriser. Der kan dog komme lidt modvind i forbindelse med store offentlige besparelser, som er trådt i kraft 1.marts, og selvom nogle af besparelserne kan blive trukket tilbage, så skal den amerikanske stat lave besparelser, og det vil ramme forbruget. Derfor fortsætter den amerikanske centralbank med at stimulere økonomien ved månedligt at købe mange amerikanske stats- og realkreditobligationer.

Bedring i Kina

Den kinesiske økonomi udviser også fortsat fremgang, selvom væksten er blevet lidt lavere i forhold til tidligere. Dagens erhvervstillid stiger til et niveau på 51,7 og tyder derved på, at væksten kravler opad igen, men det er dog ikke på samme niveau som tidligere. Store offentlige investeringer er med til at holde en hånd under den kinesiske økonomi, og kineserne er også begyndt at bruge flere penge. Så selvom væksten ikke så høj som tidligere, så er den kinesiske økonomi fortsat med til at understøtte den globale vækst. Samtidig viser dagens tal også mindre inflationspres, så den kinesiske centralbank har bedre mulighed for at understøtte økonomien.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder