Anke til landsretten gav resultat: Foreløbig ikke noget behov for at ændre helbredsoplysningsloven

Udgivet den 27-08-1999  |  kl. 14:15  |  

København--27. august--NetPosten--Østre Landsret har i dag omstødt en byretsdom, der tillod Dalum Tekniske Skole ved Odense at fortryde ansættelse af en faglærer, der lider af sklerose, men ikke havde haft èn sygedag af den grund.

Da byretten kom til det overraskende resultat, udtalte arbejdsminister Ove Hygum (S) , at han var parat til at ændre loven om helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet: "Hvis ikke den nuværende lov kan sikre lønmodtagerne, må den laves om."

I dag siger arbejdsminister Ove Hygum: "Jeg er tilfreds med, at Landsretten har tilkendt lønmodtageren en godtgørelse. Et af hovedformålene med helbredsoplysningsloven var jo netop at beskytte de personer, der har skjulte sygdomme uden betydning for arbejdsevnen, mod at blive sorteret fra på arbejdsmarkedet."

I den pågældende sag havde lønmodtageren undladt at besvare et spørgsmål om, hvorvidt han led eller havde lidt af en sygdom, som havde væsentlig betydning for at kunne passe det fremtidige arbejde. Og det selvom han led af dissemineret sklerose.

Men det var han var i sin gode ret. Han er nemlig ikke forpligtet til at oplyse om kroniske sygdomme, så længe de ikke aktuelt har betydning for hans evne til at udføre et arbejde. Allerede i maj 1997 udtalte Arbejdsministeriet, at skolens spørgsmål var i strid med loven, fordi spørgsmålet går på sygdomme, man har lidt af, og dermed også sygdomme, der måske ikke længere er relevante.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder