A&O venter vækst i 2021 - NY

Udgivet den 25-02-2021  |  kl. 15:33  |  
Arkiv: Foto

Byggevaregrossisten A&O venter i 2021 et resultat før skat i niveauet 240-260 mio. kr.

Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2020 torsdag.

Det betyder, at A&O ser, at væksten fortsætter i indeværende regnskabsår. I 2020 realiserede selskabet et resultat før skat på 220,8 mio. kr., som dermed var marginalt højere end den tidligere udmeldte forventning om et resultat før skat på mellem 210 og 220 mio. kr.

- Ledelsen forventer fortsat vækst i 2021, om end mere moderat end i 2020. Der forventes ekstraordinær høj vækst i B2C-salg i starten af året. Væksten forventes at være aftagende over året, skriver A&O i regnskabet.

Året har været præget af en højere salgsvækst end ventet, skriver selskabet i meddelelsen.

Omsætningen endte på 4098,3 mio. kr. svarende til en salgsvækst på 14,4 pct.

- Størstedelen af 2020 har været påvirket af covid-19. I perioder med delvis nedlukning af mange dele af samfundet har kunderne efterspurgt fleksibilitet ved valg af salgsplatforme og handelsform. A&O har som omnichannel-virksomhed kunnet tilbyde dette, skriver A&O i meddelelsen.

I løbet af året har selskabet fortsat med at nedbringe den rentebærende nettogæld, som ved udgangen af 2020 udgjorde 247,1 mio. kr. mod 493,9 mio. kr. ved udgangen af 2019.

A&O's investeringer steg med 13,6 mio. kr. til 66,3 mio. kr., hvilket primært kan henføres til investeringer i digitalisering og køb af håndværkerbutik.

I 2021 vil investeringerne blive væsentligt forøget, da kapaciteten på selskabets centrallager skal udvides. Investeringen ventes at være på omkring 200 mio. kr., hvoraf størstedelen ventes afholdt i 2021.

Samtidig foreslår A&O et udbytte på 15 kr. pr. 10 kr. aktie mod et udbytte på 6 kr. pr. 10 kr. aktie i 2019.

Tal fra A&O Johansens årsregnskab for 2020:

Mio. kr. FY 2020 FY 2019
Nettoomsætning 4098,3 3582,7
EBIT 223,8 175,9
Resultat før skat 220,8 168,4
Nettoresultat 172,9 131,0
Udbytte per aktie (kr.) 15 6

A&O Johansens forventninger til 2021:

Mio. kr. Ved FY 2020
Resultat før skat 240-260

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder