Asien: Japanske aktier fortsætter himmelflugten på positiv asiatisk handelsdag
Begejstringen er stor på samtlige asiatiske aktiemarkeder torsdag, hvor de japanske aktier fortsætter op til det højeste niveau i 34 år, mens investorerne afventer de vigtige amerikanske inflationsdata senere på dagen.
De amerikanske kerneforbrugerpriser forventes at vise en uændret stigningstakt på 0,3 pct. i forhold til måneden før, mens inflationen på årsbasis forventes at aftage til 3,8 pct. fra 4 pct.
- Risikoen er, at markederne sælger ud, hvis dataene skuffer. Reaktionen vil nok være mere dæmpet, hvis vi får et blødt tal, siger investeringsstrateg Ben Bennett fra Legal and General Investment Management i Hongkong ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier stiger 0,7 pct., og er godt på vej til at indhente de seneste syv dagens tab.
De amerikanske aktiefutures indikerer samtidig en fortsættelse af onsdagens stærke udvikling på Wall Street med indikerede stigninger på 0,2-0,3 pct. i de store aktieindeks, når markedet i New York åbner senere på dagen.
Det japanske Nikkei-indeks har torsdag nået 35.000 for første gang siden februar 1990 i en hæsblæsende start på året. Det sker oven på en stigning på hele 28 pct. i 2023, der markerer den stærkeste årlige præstation i et årti.
- Tokyo-markedet stiger yderligere i den tidlige handel, takket være stigninger i New York-aktierne natten over, mens yen svækkes, lyder det fra mæglerfirmaet Monex ifølge AFP.
Nikkei 225 stiger 1,8 pct., og Topix-indekset øger 1,7 pct.
De kinesiske aktier lå længe med blot mindre stigninger og dermed tæt på det laveste niveau i fem år. Men investorerne har givet efter for stemning på de øvrige asiatiske børser, og sat gang i aktiekøb i eftermiddagens handel.
Shanghai Composite og CSI 300 stiger henholdsvis 0,6 pct. og 1,0 pct., og Hong Kong Stock Exchange lægger sig fortsat anderledes tungt i selen med et plus i Hang Seng-indekset på 2,1 pct.
Også de øvrige børser lyser i divergerende nuancer af grønt. Taiwans børs i Taipei har et plus i Taiex-indekset på 0,6 pct. og samme udvikling er at finde i Seoul, hvor Kospi-indekset stier 0,6 pct. mens Singapores Strait Times-indekset øger 0,5 pct.
ASX-indekset på børsen i Sydney er lukket med en stigning på 0,5 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +1,9 |
Topix | +1,7 |
Hongkongs Hang Seng | +2,1 |
China Shanghai Composite | +0,6 |
China CSI 300 | +1,0 |
Taiwan Taiex | +0,6 |
Sydkoreas Kospi | +0,6 |
Indiens BSE Sensex | +0,2 |
Singapores STI | +0,5 |
Sydney ASX 200 | +0,5 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯ indblik❯