ATP leverer meget stærkt resultat med 24,6 mia. kr. i afkast fra investeringsporteføljen i årets første tre kvartaler

Udgivet den 26-10-2017  |  kl. 06:00  |  

ATP har i årets første tre kvartaler opnået et afkast før skat og omkostninger fra investerings-porteføljen på 24,6 mia. kr., svarende til et afkast i forhold til ATP's bonuspotentiale på 24,4 pct. Afkastet var bredt funderet, men især investeringer i aktier gav store positive bidrag. Isoleret for tredje kvartal var afkastet på 8,9 pct. i forhold til bonuspotentialet. De seneste 5 år er der opnået et gennemsnitligt kvartalsafkast af investeringsporteføljen på 4,0 pct. pr. kvartal. Der har været positive afkast af investeringsporteføljen i 18 ud af 20 kvartaler.

Vores medlemmer kan glæde sig over et meget stærkt afkast i årets første tre kvartaler. Med tredje kvartal opnåede vi endda det højeste kvartalsafkast i de seneste fem år. Det betyder, at vores langsigtede afkast - målt over såvel 1,3 og 5 år - fortsat ligger på et stabilt højt niveau. Det er jeg meget tilfreds med, siger Christian Hyldahl, direktør i ATP.

Stærkt investeringsafkast

Finansmarkederne var i årets første tre kvartaler præget af kursstigninger på de globale aktiemarkeder og af moderate rentestigninger i Europa. Afkastet var bredt funderet med positive afkast i alle aktivtyper, men især investeringer i aktier gav store positive bidrag. Især børsnoterede danske aktier gav et stort bidrag på 5,3 mia. kr.

Selvom ATP har leveret et meget stærkt resultat, må jeg mane til besindighed. For det gode resultat til trods, så er der udsigt til lavere afkast fremover, efterhånden som centralbankerne strammer likviditeten og lader renterne stige. Den globale økonomiske vækst virker særdeles stabil, mens den geopolitiske usikkerhed er forhøjet. Vores opgave er fortsat at investere - for at skabe afkast. Vi har plads til at tage risiko, men gør det med en meget disciplineret tilgang til porteføljekonstruktion og risikostyring, så vi på den lange bane kan skabe tilfredsstillende resultater på trods af det forventede lave afkastmiljø, siger Christian Hyldahl.

Afdækning beskytter pensionsgarantierne

Afdækningen af de garanterede ydelser skal sikre, at medlemmerne får de lovede pensioner, uanset om renten stiger eller falder. Primært på grund af rentestigninger i Europa faldt værdien af de garanterede ydelser med 17,7 mia. kr. i årets første tre kvartaler. Tilsvarende gav ATP's afdækningsportefølje et negativt afkast efter skat på 16,4 mia. kr. Afdækningen virkede således efter hensigten. Samlet set gav afdækningen et negativt resultat på 1,0 mia. kr. ud af en værdi af pensionsgarantierne på 638 mia. kr.

Periodens resultat

Resultatet for årets første tre kvartaler blev samlet på 19,8 mia. kr. Bonuspotentialet - ATP's reserver - var ved udgangen af tredje kvartal 2017 på 120,2 mia. kr. ATP's formue udgjorde 758,1 mia. kr.

         Yderligere information:
         Maria Lindeberg, Presse, +45 2499 8455, lin@atp.dk

Vedhæftede filer:

ATP kvartalsmeddelelse Q3 2017.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder