Børsdebutanten Phytera satser på partnerskaber

Udgivet den 27-01-1999  |  kl. 13:28  |  

København--27. januar--NetPosten--Phytera satser på langvarige partnerskaber med ledende farmaceutiske virksomheder som vejen frem for selskabets egen base af produkter. Virksomheden, der nu går på Københavns Fondsbørs og Easdaq, præsenterede sig onsdag for danske investorer. Det skriver RB-Børsen.

Virksomhedens force er ifølge adm. direktør, amerikaneren Malcolm Morville, især evnen til at få specielle egenskaber frem i planter, fastholde og formere dem gennem genetisk manipulation og derefter bevare dem ved nedfrysning.

- Vi råder over et "bibliotek" på 8000 isolerede mikrostoffer, som vore samarbejdspartnere hver for sig kan trække på. Det er med til at finansiere vores egen forskning, fortalte Malcolm Morville på et investormøde i København.

Phytera samarbejder med bioteknologi- og medicinalvirksomheder som amerikanske Eli Lilly, engelske Nycomed Amersham og danske NeuroSearch. Desuden har selskabet en mindre portefølje af egne produkter under udvikling, alle i den prækliniske fase.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder