Børsen: Større Mærsk-nervøsitet hos investorer

Udgivet den 27-03-2012  |  kl. 04:44  |  

 Endnu en forlængelse af A.P. Møller-Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersens sygeorlov skaber bekymring blandt investorer, der nu frygter, at vigtige beslutninger i toppen af rederi- og oliekoncernen bliver tabt på gulvet, skriver Børsen tirsdag morgen.

 - Der vil være indbygget en højere præmie (rabat, red.) i Mærsk-aktien i øjeblikket, fordi det er uklart, om Smedegaard kommer tilbage. Hvis han har yderligere otte ugers sygdom, har vi været uden koncernchef i Mærsk i seks måneder, og så lang en periode giver mulighed for, at man ikke træffer de rigtige beslutninger eller misser nogle vigtige strategiske beslutninger, siger formueforvalter i kapitalforvaltningsselskabet Formuepleje Otto Friedrichsen til avisen.

Den generelle opfattelse er, at Mærsk har en forholdsvis stærk midlertidig løsning, men usikkerheden forstærkes af, at der efter kronprins Eivind Koldings exit ikke vurderes at være oplagte afløsere til koncernchef Nils Smedegaard Andersen.

- Worst case er, at Smedegaard efter endnu en operation ikke kommer tilbage, og man skal ud at rekruttere en ekstern koncernchef. Så er vi i andet halvår 2012, inden vi har en ny kandidat, og spørgsmålet er så, hvem han er, og om han vil gøre det lige så godt som Smedegaard, siger Otto Friedrichsen til Børsen.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder