Banker finansierer rockerne

Udgivet den 26-01-2010  |  kl. 08:09  |  

Flere af landets største banker er med til at finansiere både rockermiljøets fæstninger og deres private forretninger. Det sker ved enten at støtte rockernes pengemænd økonomisk eller give direkte finansiering til de mange rockerborge landet over.

Det skriver Berlingske Business tirsdag.

Berlingske Business har gennemgået danske rockergrupper, deres tilholdssteder og private virksomheder, og har således fundet, at en af landets store banker tit står for finansieringen.

For eksempel har Fionia Bank givet lån til Hells Angels gruppen Nomads' hovedkvarter på Amager, mens Danske Bank bl.a. er hovedbank for Bandidos-lederen Jan Bachmann Nielsen og hans private selskaber.

- Det er vanskeligt at generalisere, men man kan undre sig over, at man fra det etablerede erhvervsliv indlader sig med folk fra eksempelvis rockermiljøet. Det sender nogle uheldige signaler om, at man blåstempler den form for forretning, udtaler Kim Kliver, leder af Det Nationale Efterforskningscenter (NEC), til Berlingske Business.

Udgivet af: NPinvestordk