Bedste kvartalsresultat nogensinde for Spar Nord Bank
Spar Nord Bank fremlagde onsdag sit regnskab for 1. kvartal, som viste et resultat før skat på 208,5 mio. kr., hvilket er det bedste kvartalsresultat nogensinde, og en stigning på 50,9 mio. kr. i forhold til samme periode i 2005.
Basisindtjeningen (før skat og kursreguleringer) udgjorde 198,6 mio. kr. mod 132,8 mio. kr. i samme periode 2005.
I koncernberetningen for 2005 udtrykkes en forventning om en basisindtjening på 430-480 mio. kr. for hele 2006. På baggrund af resultatet for 1. kvartal 2006 besluttede ledelsen 20. april at hæve forventningerne til basisindtjeningen med 100 mio. kr. til 530-580 mio. kr.
I forventningen til basisindtjeningen er ikke medregnet de ca. 150 mio. kr., som banken kan indtægtsføre, hvis Nykredit udnytter sin mulighed for at købe de sidste aktier i Totalkredit. Udnytter Nykredit denne option, forventer banken således et resultat før skat og eksklusiv beholdningsindtjening i niveauet 680-730 mio. kr.
På generalforsamlingen 20. april 2006 blev det besluttet at gennemføre et aktiesplit i forholdet 1:10. Sidste noteringsdag af gamle aktier med en stykstørrelse på 100 kr. forventes at blive 8. maj 2006.