Beklageligt med fejl i SKATs regnskab

Udgivet den 04-11-2008  |  kl. 13:12  |  

I en rapport om restanceinddrivelsen i 2007 når SKATs Interne Revision frem til, at resultatopgørelsen af inddrivelige skatter og afgifter for 2007 er behæftet med en vis usikkerhed:

"Det er Intern Revisions hovedkonklusion, at resultatopgørelsen pr. 31. december 2007 af inddrivelige skatter og afgifter hviler på et usikkert grundlag og dermed ikke er tilfredsstillende".

- Det er dybt beklageligt, at der på den måde kan herske tvivl om vores opgørelser. Vi har taget Intern Revisions rapport til efterretning og er ved at få rettet op. Men det er dog vigtigt at understrege, at vi her er inde i nogle tal til statistiske formål, som ikke har reel indflydelse på, hvor mange penge vi inddriver, udtaler Told og Skattedirektør Ole Kjær.

Beløbsmæssigt er den største fejl, at restancer på 347 millioner kroner vedrørende moms på udenlandske virksomheder ikke er blevet talt med i den samlede resultatopgørelse.

- De udenlandske krav er blevet overset, når vi har lavet de samlede restancetal siden vores store fusion i 2005. Det er en meget beklagelig fejl, som ikke vil ske igen, forklarer Ole Kjær.

SKATs Interne Revision har desuden set nærmere på en række situationer, hvor SKAT fejlagtigt har klassificeret virksomhedsrestancer som ikke-inddrivelige. At en restance bliver klassificeret som ikke-inddrivelig betyder ikke, at SKAT afskriver gælden, og at pengene dermed er tabt. Det er alene et udtryk for, at skyldneren ikke har mulighed for at betale eller afdrage på gælden lige nu. Ændrer skyldnerens økonomiske forhold sig, vil SKAT igen forsøge at inddrive gælden.

Opdelingen finder sted for at have et billede af, hvor stor en del af danskernes gæld til det offentlige, der er en reel mulighed for at inddrive.

Rapporten fra SKATs Interne Revision peger på, at der ikke har været klare nok retningslinier for, hvornår en restance kan klassificeres som ikke-inddrivelig.

- Det står klart, at vi ikke har haft præcise nok retningslinier for, hvornår man kan klassificere en restance som ikke-inddrivelig. Samtidig kan vi se, at kvalitetssikringen af vores tal har været mangelfuld. Det kan vi ikke leve med, og derfor tydeliggør vi nu retningslinierne og forbedrer vores kvalitetskontrol, fortæller Ole Kjær.

I forbindelse med implementeringen af Intern Revisions anbefalinger har SKAT konstateret, at der ved en systemmæssig tilpasning er sket en fejl, så restancer vedrørende selskabs- og fondsskat fra før 1999 ikke er med i restanceopgørelserne fra januar 2008 og et halvt år frem. Det drejer sig om restancer på 216 mio. kr.

Intern Revision har set på skatte- og afgiftsområdet. SKAT har derudover et måltal for "øvrige restancer". Dette måltal dækker blandt andet over bøder fra politiet, tv-licenser og underholdsbidrag.

- Set i lyset af rapporten har vi valgt også at kvalitetssikre vores tal for "øvrige restancer", og desværre må vi konstatere, at vi også her har begået fejl, udtaler Ole Kjær.

Blandt andet på bødeområdet er restancer for enkeltpersoner talt med to gange. Denne fejl er øjensynligt sket, da SKAT overtog inddrivelsen af bøder fra politiet. En foreløbig analyse viser, at det drejer sig om dobbeltregistreringer af 92 mio. kr. Dette vil alt andet lige give et fald i restancerne, når disse korrektioner er på plads.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

07:52 Aktier/tendens: Positiv ugestart i vente i efter plusser i USA - Novo og Unibrew i fokus
07:48 Råvarer: Toppen tages af olieprisstigninger efter styrket dollar og udsigt til sanktioner
07:31 Novo får skåret stor luns af kursmålet efter Cagrisema-skuffelse
07:00 Obligationer/tendens: Højere renter frem mod uge spækket med nøgletal
06:47 Borgerlige partier varsler fælles front for at genvinde tabt tillid
06:46 Valuta: Dollar svækkes en smule forud for vigtige nøgletal
06:40 Novo nye vægttabsmiddel vil skuffe salgsmæssigt vurderer Jefferies: Kursmålet skæres
06:34 Microsoft vil investere 579 mia. kr. i AI-datacentre
06:34 PwC skal vente fire år på landsretsdom om mio.-erstatning
06:32 Asien: Microsofts investeringsplaner sender TSMC og Samsung op i blandet marked
06:30 Kalender med link - mandag den 6. januar
18:04 USA/middag: Teknologikæmper fører an i aktiecomeback
17:55 Europa/lukning: Bil- og luksusaktier under pres i rød handel
17:17 Japansk bejler til US Steel vil trække USA i retten efter opkøbsblokering
17:10 Fredagens obligationer: Renten kravlede op efter tyske og amerikanske nøgletal
17:10 Fredagens aktier: Ørsted atter i hopla minimerede fald i C25-indekset
16:27 Carlsberg og Unibrew presses af forslag om skiltning med kræftrisiko på alkohol i USA
15:49 USA/åbning: US Steel får klø efter blokeret salg i ellers grøn åbning
15:22 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:59 Rivian belønnes for produktion over forventning i fjerde kvartal