Benzin og olie uden svovl fra nytår
Fra 1. januar 2005 blev svovlindholdet nedsat i al den benzin og olie, der sælges i Danmark, skriver OK i en servicemail.
Svovlindholdet nedsættes for at forbedre miljøet. Det lavere svovlindhold i diesel vil blandt andet betyde færre partikler i luften. Ifølge Miljøstyrelsen er netop partiklerne især i de større byer en medvirkende årsag til sundhedsproblemer.
Samtidig nedsættes indholdet af aromater i benzinen i henhold til EU's brændstofdirektiv. Det samlede resultat bliver en miljøforbedring i form af mindre udledning af skadelige stoffer som NOx, CO og HC.
Svovlfri produkter er lidt dyrere at fremstille, og for at fremme indførelsen af de svovlfri produkter har regeringen gennemført en afgiftslettelse på 5 øre pr. liter benzin og 3 øre pr. liter diesel. Der gives dog ingen afgiftslettelse på fyringsolie eller farvet diesel.
Nedsættelserne fremgår af nedenstående oversigt:
· Svovlindholdet i benzin nedsættes fra 50 ppm til 10 ppm*
· Svovlindholdet i dieselolien nedsættes fra 50 ppm til 10 ppm
· Svovlindholdet i fyringsolien reduceres fra 500 ppm til 50 ppm
· Svovlindholdet i landbrugsdiesel reduceres fra 500 ppm til 50 ppm
* Ppm betyder parts per million eller milliontedele.