B&O-aktionær led under manglende lyst til luksusvarer

Udgivet den 07-07-2020  |  kl. 17:28  |  

Storaktionær i B&O Sparkle Roll, der er børsnoteret på børsen i Hongkong og primært sælger luksusbiler, har tirsdag offentliggjort et resume af sit årsregnskab for perioden marts 2019 til marts 2020, som var præget af manglende lyst til at købe luksusvarer grundet corona.

Selskabet, der den 31. marts 2020 ejede 10,85 pct. af aktierne i danske Bang & Olufsen, endte sit regnskabsår med et fald i omsætningen på 7,6 pct. i forhold til perioden i 2018/2019. Omsætningen landede på 3,44 mia. Hongkong-dollar, hvilket svarer til cirka 2,93 mia. kr.

Bruttoresultatet var næsten uændret på 559,90 mio. Hongkong-dollar, hvilket var et fald på 0,9 pct. i forhold til samme periode året forinden.

Overskuddet endte på 30,28 mio. Hong Kong-dollar, hvilket var 68,9 pct. lavere end i forretningsåret 2018/2019, hvor selskabet kunne sætte 97,43 mio. Hongkong-dollar ind på kontoen.

Salget af luksusbiler som tæller Bentley, Lamborghini og Rolls-Royce udgjorde 88 pct. af omsætningen, mens ikke-bilvarer - herunder B&O-produkter - stod for cirka 9 pct.

Udover at være aktionær i B&O fik Sparkle Roll i 2019/2020 også en aftale med en anden dansk virksomhed nemlig Georg Jensen, om at sælge dets produkter.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder