Boom i uddannelse
De private danske virksomheder er godt på vej til at investere et rekordhøjt beløb i efter- og videreuddannelse af medarbejderne. Og virksomhedernes ledere tegner sig for en pæn del af fremgangen.
Det fremgår af Institut for Konjunktur-Analyses (IFKA) årlige analyse af det danske kursusmarked.
I fjor brugte den private sektor omkring 4,9 mia. kroner på kurser og efteruddannelse, skriver IFKA. Det var en markant stigning i forhold til 2001 og et godt stykke over de 4,3 mia. kroner virksomhederne forventede at bruge.
I år løber budgetterne op i 5,9 mia. kroner. Og dermed er der gode udsigter til at lande på mere end fem mia., hvilket vil være lig med en tangering af rekordåret 1999, vurderer analytiker Lasse Hjorth Madsen fra IFKA.
Han konstaterer, at der ikke er udsigt til, at den generelle afmatning i samfundet påvirker efterspørgslen på efteruddannelse i negativ retning. Tilmed bestyrker den seneste tids spæge økonomiske forårstegn troen på, at det vil have en positiv effekt på lysten til at investere i kompetenceudvikling af medarbejderne.
- Der er en markant stigning i de beløb, virksomhederne er indstillet på at bruge. Selvfølgelig er der i nogen grad tale om en hensigtserklæring. Men der er en betydelig uddannelsesbevidsthed i danske virksomheder og en villighed til at bruge penge på kompetenceudvikling, siger Lasse Hjorth Madsen.