Brøndby IF: Mindskede underskuddet i første kvartal

Udgivet den 16-05-2012  |  kl. 14:41  |  

Brøndby IF reducerede i første kvartal 2012 underskuddet efter finansielle poster, men før transfer, med 63,7 pct. til et tab på 3,5 mio. kr. fra 9,5 mio. kr. i første kvartal 2011. Fremgangen skal ses i lyset af en omsætningsvækst på 5,2 pct. til 35,4 mio. kr. båret af øget aktivitet i Food&Mind, F&B og arrangementer samt et fald i de eksterne omkostninger på 5,4 pct. og et fald i personaleomkostningerne på 7,7 pct.

Resultatet af transferindtægterne var i årets første tre måneder negativt med 2,2 mio. kr., hvor det var negativt med 0,8 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år. Resultatet før og efter skat viste dermed et underskud på knap 5,7 mio. kr., hvor underskuddene efter første kvartal af 2011 var på 10,4 mio. kr.

Da målsætningen om en placering blandt de seks bedste i Superligaen 2011/12 ikke kan nås, må Brøndby IF nedtone forventningerne til hele 2012. Desuden er der behov for, at likviditeten inden længe styrkes. Nu ventes et "mindre underskud" i 2012 mod tidligere ventet et "mindre overskud" før skat.

- Nedjusteringen af forventningerne til årets resultat for 2012 har en negativ påvirkning af forventningerne til koncernens likviditetstræk i 2012, og det forventes, at der er behov for styrkelse af koncernens likviditet i løbet af de kommende 3-4 måneder, skriver Brøndby IF i regnskabet.

Bestyrelsen vil i løbet af kort tid komme med en anbefaling til, hvordan likviditeten kan styrkes, fremgår det.

Brøndby IF ligger med to runder igen af sæsonen nummer ni i Superligaen. I forventningerne til 2012 er indregnet en placering mellem de seks bedste i Superligaen i efteråret 2012, hvor det tidligere mål var en placering mellem de fire bedste i efteråret. Indregnet i forventningerne er også et salg af Gildhøj Centret i løbet af 2012, om end der ikke er indregnet en gevinst ved salg af den del af centret, som Brøndby ejer.

Endelig har Brøndby IF indregnet transferindtægter samt træningskompensation i henhold til FIFAs regler, hvoraf hovedparten allerede er realiseret/aftalt.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk