Brøndby indgår aftale med Spillerforeningen i feriepengesag- NY
Fodboldklubben Brøndby IF har indgået en aftale med spillernes fagforening, Spillerforeningen, i den såkaldte feriepengesag.
Det oplyser fodboldklubben i en fondsbørsmeddelelse tirsdag morgen.
Brøndby har forhandlet med Spillerforeningen, siden Fodboldens Voldgiftsret i september sidste år afgjorde, at Brøndby skulle efterbetale manglende feriegodtgørelse, løn og pension til de tre tidligere spillere Martin Ericsson, Thomas Rasmussen og Peter Madsen.
Det medførte i første omgang, at Brøndby skulle betale 4 mio. kr. til de tidligere spillere, men nu efterbetaler klubben 29,4 mio. kr. i de resterende sager, der omfatter 94 nuværende og tidligere spillere i klubben.
- Efter yderligere et forløb i Fodboldens Voldgiftsret erkender Brøndby IF, at kendelsen danner præcedens for Brøndby IFs betaling af feriegodtgørelse, løn og pension i sager, som er lignende de sager, som prøvesagen afgjorde, skriver Brøndby i meddelelsen.
Brøndby fastholder - trods efterbetalingen - sine forventninger til hele 2013 om et resultat før skat i niveauet 37 mio. kr.
Aktierne i fodboldklubben på den københavnske Vestegn stiger 1 pct. til 3,20 kr. tirsdag morgen.
/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk