Brasilien: Centralbank sænker renten 0,5 pct.point
Brasiliens centralbank har onsdag aften sænket sin toneangivende rente med 0,5 pct.point til 5,50 pct.
Det skriver Bloomberg News.
Centralbanken sænkede også sin rente med 50 basispoint i juli, og onsdagens nedsættelse var ventet af de 49 økonomer, som Bloomberg havde spurgt.
Brasiliens økonomi har haft svært ved at vokse tilstrækkeligt. Prognoserne lyder på en vækst på omkring 1 pct. i 2019 - for tredje år i træk. Landet er plaget af høj arbejdsløshed, en svag efterspørgsel og vaklende forbrugertillid.
- Udsigterne er fortsat usikre, og risikoen for en mere udtalt opbremsning i global vækst eksisterer fortsat, skriver centralbanken i sin rentemelding.
Rentenedsættelsen fra Sydamerikas største økonomi kommer i kølvandet af, at USA, verdens allerstørste økonomi, fik en lavere rente tidligere onsdag, da Federal Reserve nedsatte fed funds rate med 25 basispoint til intervallet mellem 1,75 og 2,00 pct.
/ritzau/FINANS