BYG: Stor succes med voksenlærlinge i byggebranchen
København--19. juli--NetPosten--Bygge- og anlægsbranchen er - med 32 pct. af alle aftaler - absolut den største aftager af voksenlærlinge. Det viser en ny opgørelse fra Byggeriets Arbejdsgivere (BYG), offentliggjort mandag.
Efter bygge- og anlægbranchen kommer handel & kontor og jern & metal hver med 15 pct. Der er siden januar 1997 blevet oprettet godt 2.200 voksenlærlingeforløb med tilskud inden for bygge- og anlægsbranchen.
På trods af det flotte resultat ser chefkonsulent Niels Aagaard, fra BYG, gerne, at der kom endnu mere gang i antallet af voksenlærlinge inden for byggeriet. Nye regler, som snart vil træde i kraft, kan imidlertid bevirke, at der bliver sat en stopper for bevilling af tilskud. Niels Aagaard opfordrer derfor de virksomheder, som tænker på at ansætte en voksenlærling, til hurtigt muligt at rette henvendelse til Arbejdsformidlingen.
Niels Aagaard understreger dog, at der kun bør ydes tilskud til voksenlærlinge i de områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, og hvor der ikke er unge i skolepraktik. Ellers er der risiko for støttespild og at ældre lærlinge fortrænger unge, skriver BYG i forbindelse med offentliggørelsen af opgørelsen.
Arbejdsformidlingen har siden 1997 haft mulighed for at yde løntilskud i praktikperioden til virksomheder, som ansætter lærlinge over 25 år. Tilskuddet udgør 40 kr. i timen under praktikopholet på virksomheden, hvis personen var ledig ved uddannelsesaftalens indgåelse. For personer, der var i beskæftigelse ved aftalens indgåelse eller har været beskæftiget i virksomheden inden for de seneste 6 uger forud for aftalens indgåelse, udgør tilskuddet 35 kr. i timen. Tilskuddet bevilges af Arbejdsformidlingen og udbetales i maksimalt 2,5 år. Det er en betingelse, at der er tale om en uddannelse inden for et område, hvor der efter det regionale arbejdsmarkedsråds vurdering er eller kan forventes mangel på uddannet arbejdskraft. Tilskud kan som udgangspunkt ikke udbetales inden for uddannelsesområder i det enkelte amt, hvis der er elever inden for uddannelsesområdet i skolepraktik.