Lundbeck/Jyske: Brintellix potentiale afgøres i 2014
Godkendelsen af Lundbeck og partneren Takedas nye antidepressiv Brintellix i USA giver langt fra sikkerhed for en succesrig lancering.
Det vurderer Jyske Bank, der afventer, at fase 3-studier med Brintellix kortlægger midlets virkning på sexuel og kognitiv dysfunktion. Resultaterne ventes i første halvår og kan få stor betydning for Lundbeck, hvis resultaterne viser, at Brintellix ikke hæmmer sexlysten som andre antidepressiver og/eller forbedrer patienternes kognition og evne til at koncentrere sig og fokusere.
- Hvis der påvises differentiering, vil vi forvente et kæmpe upside-potentiale for H. Lundbeck, skriver analytiker Frank Hørning Andersen i et notat.
Han er dog endnu skeptisk og fastholder anbefalingen "reducer" af Lundbeck med et kursmål på 120 kr.
- De seneste godkendelser fra FDA af antidepressiverne Viibryd fra Clinical Data/Forest Lab og Pristiq fra Pfizer har været baseret på en minimal datapakke, der kun differentierer sig lidt fra den store mængde af tilgængelige generiske præparater. Salget af både Viibryd og Pristiq har været skidt og kan vise sig at være et klart billede af, hvad man kan forvente sig af Brintellix, hvis det ikke lykkes at differentiere Brintellix fra andre, fremhæver Frank Hørning Andersen.
Lundbeck estimerer selv et topsalg af Brintellix på 5-10 mia. kr.
Aktien i Lundbeck stiger onsdag 0,8 pct. til 124,30 kr.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk