Børskomet halveret siden toppen
Beyond Meat, børskometen, som gennem foråret og sommeren så sin aktiekurs stige med hele 840 pct., har haft en svær tid siden slutningen af juli. Aktien er nemlig stort set halveret siden toppen 234,9 dollar per aktie til nu 121,88 dollar.
Aktien falder tirsdag med 3,6 pct., og det er samtidig syvende handelsdag i træk, at veganeraktien er minus.
Presset på Beyond Meat, som gør sig inden for plantebaserede burgere og pølser, skyldes ikke dårlige nyheder fra selskabet selv, for kvartalstallene i børslevetiden har overrasket positivt. Det skyldes derimod udsigt til øget konkurrence og til, at insidere snart kan sælge ud, når lock-up perioden udløber, skriver Bloomberg News.
Indtil nu er det kun få at de oprindelige ejere af Beyond Meat, som i forbindelse med et sekundært aktieudbud i slutningen af juli har haft lejlighed til at sælge deres aktier, men om to uger, den 29. oktober, vil de øvrige insidere også kunne høste gevinsten og dermed sende flere aktier i omløb i markedet.
Investeringsbanken Wells Fargo har også tidligere peget på, at konkurrencen over for Beyond Meat tager til fra både nye udfordrer og i form af private label-udvikling fra store aktører i branchen - eksempelvis fra franske Danone og fra USA's største kødproducent Tyson Foods. Bankens analytiker, John Baumgartner, mener heller ikke, at markedet for alternativt kød i 2029 vil nå over 15 mia. dollar, selv om andre har peget på 40 mia. dollar.
Inden man får for ondt af aktionærerne i Beyon Meat, erdet værd lige at huske på, at aktien trods alt stadig er steget med 388 pct. fra noteringskursen i 25 dollar den 1. maj.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›