Cbrain opjusterer overskudsgrad efter god slutspurt i 2021

Udgivet den 17-01-2022  |  kl. 09:47  |  
Arkiv: Foto

Efter en god afslutning på 2021 opjusterer Cbrain endnu en gang forventningerne til 2021.

Softwareselskabet venter nu en indtjening før skat på "over" 21 pct. af omsætningen mod en tidligere forventning på 15-19 pct.

- Cbrain glæder sig over en rigtig god slutspurt i regnskabsåret 2021, skriver Cbrain mandag morgen.

Den gode slutspurt var også baggrunden for, at selskabet den 30. december opjusterede forventningerne til omsætningsvæksten til "over" 27 pct. fra 23-25 pct.

Dengang blev der imidlertid ikke pillet ved prognosen for overskudsgraden. Men det gør der altså nu.

- Den øgede omsætning hidrører primært fra softwareabonnementer samt tilkøb af softwarelicenser, i form af flere brugere og softwaremoduler. Den øgede omsætning giver derfor anledning til et pænt løft af indtjeningen, skriver Cbrain i mandagens meddelelse.

Forventningen er implicit dermed en omsætning på 152,5 mio. kr. i 2021 og et resultat før skat på 32 mio. kr., hvis der tages afsæt i en omsætningsvækst på 27 pct. og en overskudsgrad på 21 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Profit warning❯  Shares❯