Centralbankchefer ønskede "forsigtig" pengepolitik den kommende tid
Da den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i december for tredje møde i træk sænkede sin toneangivende rente, med 0,25 pct.point til 4,25-4,50 pct., var det med en vis tilbageholdenhed og ønsket om en "forsigtig" tilgang til pengepolitikken de kommende kvartaler.
Samtidig var indtrykket i ledelsesgruppen det, at tiden nærmede sig for en opbremsning i rentesænkningerne.
Det fremgår onsdag af referatet af rentemødet, som blev afholdt den 17. og 18. december sidste år.
- Mange deltagere påpegede, at en række faktorer understregede behovet for en forsigtig tilgang til pengepolitiske beslutninger i de kommende kvartaler, hedder det i referatet.
- Disse faktorer omfattede nyligt forhøjede inflationsmålinger, den fortsatte styrke i forbruget, reducerede nedadgående risici for udsigterne for arbejdsmarkedet og økonomisk aktivitet samt øgede opadgående risici for udsigterne for inflation.
Decembers rentesænkning var helt som ventet i markedet og blandt økonomer, men efter mødet gjorde centralbankformand Jerome Powell det klart, at det ikke havde været så åbenlyst for renteudvalgets medlemmer, da inflationen i månederne inden havde vist sig genstridig, selv om arbejdsmarkedet var løsnet op.
Og referatet afspejler netop dette.
- Ved drøftelsen af udsigterne for pengepolitikken indikerede deltagerne, at udvalget var ved eller nær det punkt, hvor det ville være passende at sænke tempoet i lempelsen af pengepolitikken.
- De indikerede også, at hvis dataene kom ind som forventet, med inflationen fortsat faldende vedvarende til 2 pct., og økonomien forblev nær maksimal beskæftigelse, ville det være passende gradvist at bevæge sig mod en mere neutral politik over tid.
For fjerde rentemøde i træk hævede de 19 ledelsesmedlemmer dog deres bud på den neutrale rente til 3,00 pct. mod 2,50 pct. et år før.
- Nogle deltagere bemærkede, at med målområdet for renten for den føderale fondsrente sænket i alt 100 basispoint med denne mødebeslutning, var politikrenten nu betydeligt tættere på dens neutrale værdi, end da komiteen begyndte at lempe pengepolitikken i september.
Medlemmerne af Federal Open Market Committee (FOMC), som er navnet på renteudvalget, pegede i sin kvartalsmæssige prognose i december på to rentesænkninger i 2025 til en rente i 3,875 pct. Det var kun det halve af det foregående bud fra september om, at renten i år ville slutte i 3,375 pct.
FAKTA - tabel over Federal Reserves renteprognose indeholdt i Summary of Economic Projections, SEP:
2022 | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 | LANGSIGTET | |
December 2024 | ### | ### | 4,375% | 3,875% | 3,375% | 3,125% | 3,000% |
September 2024 | ### | ### | 4,375% | 3,375% | 2,875% | ### | 2,875% |
Juni 2024 | ### | ### | 5,125% | 4,125% | 3,125% | ### | 2,750% |
Marts 2024 | ### | ### | 4,625% | 3,875% | 3,125% | ### | 2,625% |
December 2023 | ### | 5,375% | 4,625% | 3,625% | 2,875% | ### | 2,500% |
September 2023 | ### | 5,625% | 5,125% | 3,875% | 2,875% | ### | 2,500% |
Juni 2023 | ### | 5,625% | 4,625% | 3,375% | - | ### | 2,500% |
Marts 2023 | ### | 5,125% | 4,375% | 3,125% | - | ### | 2,500% |
December 2022 | 4,375% | 5,125% | 4,125% | 3,125% | - | ### | 2,500% |
September 2022 | 4,375% | 4,625% | 3,875% | 2,875% | - | ### | 2,500% |
Juni 2022 | 3,375% | 3,750% | 3,375% | - | - | ### | 2,500% |
Marts 2022 | 1,875% | 2,750% | 2,875% | - | - | ### | 2,500% |
December 2021 | 0,875% | 1,625% | 2,125% | - | - | ### | 2,500% |
September 2021 | 0,250% | 1,000% | 1,750% | - | - | ### | 2,500% |
Juni 2021 | 0,125% | 0,625% | - | - | - | ### | 2,500% |
Marts 2021 | 0,125% | 0,125% | - | - | - | ### | 2,500% |
December 2020 | 0,125% | 0,125% | - | - | - | ### | 2,500% |
September 2020 | 0,125% | 0,125% | - | - | - | ### | 2,500% |
Juni 2020 | 0,125% | - | - | - | - | ### | 2,500% |
Marts 2020* | - | - | - | - | - | ### | 2,500% |
* Da coronapandemien brød ud, og verden lukkede ned, havde Federal Reserve to uplanlagte møder i marts 2020, hvor renten samlet set blev sat ned til 0,00-0,25 pct., mens centralbanken annullerede det oprindeligt planlagte møde. Desuden blev der gennemførte tre andre større pengepolitiske tiltag, herunder beslutningen om at foretage enorme opkøb af obligationer for at sikre likviditeten i markedet og "transmittere" den lave rente til finansmarkederne.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›