CEPOS: Økonomisk lighed giver uansvarlige borgere
Danmark har verdensrekord i økonomisk lighed - selv svenskerne slår vi, fremgår det af nyt notat fra tænketanken CEPOS. Men er det nødvendigvis en god ting? Det er retfærdigt at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv, men er det også retfærdigt i lighedens navn at give penge til ganske almindelige mennesker, der egentlig godt kunne klare sig selv?
Tag nu for eksempel Emilie og Jonas. De er begge 15 år, går i 9. klasse og tjener lidt penge via et fritidsjob. Hver uge bruger Jonas 40 kroner på lotto i håb om at vinde et millionbeløb. Han bruger endvidere 123 kroner på henholdsvis to pakker cigaretter om ugen og tre øl hver lørdag på en café. Emilie, derimod, hverken spiller, ryger eller drikker. Hun sparer hver uge de i alt 163 kroner op, og indbetaler dem i en investeringspulje. Sådan bliver de begge ved, indtil de fylder 65 år og går på pension.
Hver eneste uge har de hver især truffet et valg. Hver enkelt af disse beslutninger synes næsten ubetydelig. De færreste vil hævde, at Jonas er ødsel eller uansvarlig, men i årenes løb vil Emilies 163 kroner om ugen med renters rente faktisk akkumulere til over en million kroner.
I løbet af et langt liv er der altså opstået en ganske betydelig økonomisk ulighed mellem de to folkepensionister Jonas og Emilie. Men spørgsmålet er, om Emilie skylder Jonas noget. Med hvilken ret skulle Jonas nu som pensionist kunne kræve noget som helt af Emilie? Emilie er selvsagt i sin gode ret til gavmildt at dele sin formue med Jonas, men det er svært at se det rimelige i at tage pengene fra hende med tvang.
Ikke desto mindre er det netop dét, man indirekte argumenterer for, hvis man ønsker, at staten skal øge den økonomiske lighed i samfundet.
Den meget abstrakte målsætning om økonomisk lighed lyder smuk og retfærdig. Men lidt omtanke viser, at det bestemt ikke er indlysende, at øget økonomisk lighed skulle være retfærdig. Derudover medfører øget lighed via omfordeling et samfund, hvor tilskyndelsen til at tage ansvar for sit eget liv bliver mindre. At tage fra Emilie til fordel for Jonas er at straffe Emilies sparsommelighed og personlige ansvar.
Dermed får man et samfund, hvor færre udviser den adfærd, man straffer (sparsommelighed) og flere udviser den adfærd, man belønner. Færre udviser ansvar, flere udviser uansvarlighed. Jo større omfordelingen bliver, jo større bliver dette moralske forfald.
Det er derfor ikke noget problem, at uligheden er steget lidt siden begyndelsen af 90erne. I samme periode steg beskæftigelsen og velstanden, således at også de svagest stillede har bedre økonomiske vilkår i dag end for 15 år siden. I øvrigt steg uligheden næsten fire gange så meget under Nyrup som under Fogh, så måske skulle socialdemokraterne holde lidt igen med deres voldsomme kritik af den stigende ulighed.