Cheføkonom i AL: Tyske inflationstal ændrer ikke på udsigten til nye rentehop

Udgivet den 30-03-2023  |  kl. 14:28  |  

Den tyske inflation aftog gevaldigt i marts, men lå en smule højere end ventet af økonomer, og det aftagende prispres ændrer ikke på udsigten til fortsatte rentehop fra Den Europæiske Centralbank, ECB.

Det vurderer Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til eftermiddagens tyske prisstatistik.

Den viste, at de tyske forbrugerpriser steg med 7,4 pct. på årsbasis i marts mod ventet 7,3 pct. ifølge Bloomberg. I forhold til niveauet i februar på 8,7 pct. er der dog tale om et stort dyk.

- Den tyske inflation brager ned. Der bliver med det her hugget det største stykke af inflationen i mere end 30 år. Det var dog ventet, og der er også lidt malurt i dagens tal. Men uanset er det en kærkommen bekræftelse, at den overordnede inflation løsner grebet, skriver Jeppe Juul Borre i et notat.

Inflationen er dog stadig høj og skal presses meget længere ned, og faldet i inflationen i marts skyldes i langt overvejende grad basiseffekter fra energipriserne, som steg kraftigt for præcist et år siden.

- Prispresset er stadig til stede i Tyskland, og den europæiske økonomi som helhed. Derfor kommer dagens tal ikke til at gøre en forskel for pengepolitikken hos ECB og udsigten til fortsatte rentestigninger, vurderer Jeppe Juul Borre.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  Tyskland❯ 

Seneste nyheder