Chefanalytiker: Holder særligt øje med arbejdsløshedstallet i fredagens jobrapport

Udgivet den 03-10-2024  |  kl. 16:56  |  

Fredag kommer den amerikanske jobrapport for september, og den bør vise et arbejdsmarked, der klarer sig fornuftigt, mener Tina Winther Frandsen, chefanalytiker i Jyske Bank, der samtidig peger på, at arbejdsløshedstallet vil få særligt meget opmærksomhed.

- Vi forventer, at den fortsat vil vise et arbejdsmarked og en beskæftigelsesvækst, der klarer sig nogenlunde fornuftigt. Væksten er jo kommet klart ned i gear, men den er stadigvæk på et niveau, som vi sagtens kan leve med, siger Tina Winther Frandsen til MarketWire.

SÆRLIGT FOKUS PÅ ARBEJDSLØSHEDSTALLET EFTER RECESSIONSINDIKATOR BLEV UDLØST

Ifølge chefanalytikeren bør man holde ekstra godt øje med den amerikanske arbejdsløshed, som har været stigende

- Jeg tror egentlig, at det er lidt anderledes med den her jobrapport i forhold til tidligere, hvor vi jo plejer at holde rigtig meget øje med beskæftigelsestallet. Denne gang, tror jeg, vi skal holde lige så meget øje med arbejdsløsheden, og det skal vi fordi, at "Sahms Rule" blev opfyldt for et par måneder siden, siger chefanalytikeren.

Sahms Rule opfyldes, når den gennemsnitlige arbejdsløshedsrate for de seneste tre måneder stiger med mindst 0,5 pct. sammenlignet med det laveste niveau inden for de seneste 12 måneder, og det skete i forbindelse med jobrapporten for juli for to måneder siden.

- Når man kigger tilbage i historiebøgerne og ser, at Sahm's Rule er blevet udløst, så plejer det at være et rigtig solidt signal om, at amerikansk økonomi er på vej i recession. Og det var jo noget af det, der var med til at give en masse uro på de finansielle markeder, fordi man fik en øget bekymring for, om amerikansk økonomi var på vej ind i en hård landing, siger hun videre.

Arbejdsløsheden lå i sidste måned på 4,2 pct. Det tal forventes at blive det samme for september, viser estimater fra Bloomberg News. Arbejdsløsheden har været støt stigende over det seneste år, efter den for 12 måneder siden lå på 3,8 pct.

Tina Winther Frandsen peger på, at udviklingen i arbejdsløsheden er usædvanlig, da tendensen samtidig har været, at beskæftigelsen er steget. En del af forklaringen er ifølge chefanalytikeren den stigende immigration, hvor en stor del af de nytilkommende på arbejdsmarkedet ender i arbejdsløshedskøen.

SVÆRT AT TYDE TILSTANDEN I AMERIKANSK ØKONOMI

- Det er sådan lidt en underlig situation i øjeblikket, når man kigger på amerikansk økonomi, fordi de signaler, vi får, er helt usædvanligt meget blandede. Det, vi får fra det private forbrug og fra BNP, tegner et ganske solidt billede af økonomien. Men når man så i stedet dykker ned i konjunkturindikatorerne og arbejdsmarkedet, så er billedet af amerikansk økonomi noget mindre flatterende, siger Tina Winther Frandsen.

Derfor er det også svært for markedet at spå om eventuelle kommende rentenedsættelser fra Federal Reserve. Markedet er splittede mellem en lille og stor rentenedsættelse ved næste møde i starten af november, hvor markedet har indpriset en nedsættelse på 34 basispoint.

Da Federal Reserve enten sænker renten med 25 eller 50 basispoint, er markedet i splid med sig selv, siger Tina Winther Frandsen.

Jyske Banks prognose lyder, at der kommer to yderligere rentenedsættelser på hver 25 basispoint for resten af året. En smule mindre end hvad markedet forventer, som ser en samlet nedsættelse på 65-70 basispoint for resten af året, ifølge Jyske Bank.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:51 Noble vil forlade børsen i København og forventer sidste handelsdag i december
17:50 Europa/lukning: Markedet vendte rundt efter besøg i laveste niveau i tre måneder
17:33 Myndigheder skifter mening og anbefaler middel mod Alzheimer - aktie stiger
17:08 Torsdagens aktier: GN og Mærsk holdt sig i toppen mens NKT dykkede
17:02 Torsdagens obligationer: Indledende rentefald gik i sig selv
16:52 Better Collective skærer 300 medarbejdere fra i spareplan
16:07 Amerikansk serverproducent tæt på afgrunden - falder for femte dag i streg
15:40 USA/åbning: Forsigtige smil fra handelsstart og før Powell taler
14:51 ECB's seneste rentemøde løfter sløret for planer om mindre rentenedsættelse på næste møde
14:43 Coloplast vil forsøge at få udvidet tilskudsdækning til sårplejeprodukter fra Kerecis
14:35 Lidt færre nytilmeldte amerikanske ledige i sidste uge end ventet
13:46 Tysk solcelleproducent nedjusterer - igen
13:42 USA/tendens: Optimisme på lavt plus mens handlerne venter på Powell
13:04 Europa/aktier: I revanche med it forrest efter onsdagens bundniveau
12:08 Obligationer/middag: Indledende rentestigning vendt til tilsvarende fald
11:54 Aktier/middag: Plusser til Mærsk og GN og minus til NKT giver fladt eliteindeks
11:17 ALK/børshuse: Stærkt tabletsalg og driftsindtjening stikker ud
10:20 Børshus ser vending forude og anbefaler nu at købe op i GN
10:19 NKT-topchef: Stærk ordrebeholdning giver os mulighed for at være selektive
09:42 Bioporto øger omsætningen - store investeringer giver voksende underskud