Chefstrateg: Fremgang i detailsalget rykker næppe ved lempelsesomfang i Federal Reserve
Det amerikanske detailsalg fortsatte overraskende med at vokse i august, hvor der ellers var ventet en tilbagegang af økonomerne.
Begejstringen er dog behersket hos Mikael Olai Milhøj, der er chefstrateg i Sterna Capital Partners, da nøgletallet er "støjfyldt" og med store udsving fra måned til måned.
Det gør det svært at bruge til at bestemme retningen for den amerikanske økonomi.
- Når det er sagt, er tallet mere interessant end normalt. Det skyldes, at det er et af de sidste nøgletal, vi får, inden den amerikanske centralbank i morgen aften klokken 20 dansk tid offentliggør sin rentebeslutning, skriver Mikael Olai Milhøj i en kommentar.
Detailsalget voksede i august med 0,1 pct., mens der var ventet en tilbagegang på 0,2 pct. Væksten gør dog næppe fra eller til hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvad angår størrelsen på den ventede rentesænkning, mener chefstrategen.
En detailsektor i vækst taler for et amerikansk privatforbrug i fremgang, og det understøtter ikke vækstbekymringerne, der hersker i USA.
- Det er dog alligevel også svært at se, at tallet er en rygende pistol i forhold til den amerikanske centralbanks beslutning om at sætte rentemålsætningen ned med 0,25 pct.point eller 0,50 pct.point, skriver Mikael Olai Milhøj.
Han tilføjer, at investorerne lige nu hælder til, at Federal Reserve vil sænke renten med 50 basispoint, mens økonomerne tror mere på 25 basispoint.
.\\˙ MarketWire