Codan-minoritetsaktionærer i usædvanlig win/win situation
København--16. august--NetPosten--Codans minoritetsaktionærer står i en usædvanlig situation, nemlig et win/win scenario, efter at Codan Forsikring af deres ejere Royal & Sun Alliance har fået kniven for struben - levér varen eller forsvind.
Sagen kan opdeles i 2 scenarier, hvor første scenario er, at Codan skal levere varen. Varen består i et nettoafkast på 10 pct. efter skat og inflation. Det andet scenario er forsvind-scenariet. Forsvind består i, at forsikringsselskabet bliver sat på salgslisten. I begge tilfælde vil minoritetsaktionærerne være vindere, vurderer flere analytikere over for NetPosten.
Opfyldes case 1 - afkastkriteriet - skal Codan levere et afkast på 1.2 mia. kr. og skal leveres inden for nærmeste fremtid. Alt andet lige må dette ved opfyldelse formodes at give en højere aktiekurs. Afkastkriteriet skal ske ved gennemførelse af rationaliseringer, som allerede er startet, men først vil have fuld effekt i år 2001. Endvidere har Codan endnu ikke set synergieffekterne og præmiestigninger ved købet af det svenske forsikringsselskab TryggHansa.
Opfyldes case 2 - salg af virksomhed - skal værdierne frem i lyset for for at opnå den højest mulige pris. Ved salg af en majoritetspost skal minoritetsaktionærerne modtage indløsningstilbud.
Ved en risikovurdering af aktien har man en kurs/indre værdi på under 0,5, hvilket på dansk vil sige, at man betaler under 50 øre for hver krone i Codans egenkapital. Endvidere har Codan en historisk lav price/earnings på under 5, hvilket vil sige, at med uforandret indtjening vil det tage virksomheden under 5 år for at tjene investeringen på den nuværende aktiekurs hjem. På grund af de danske beskatningsregler omkring udbetaling af udbytter til udenlandske moderselskaber er det ikke sandsynligt, at Codan sætter det historiske udbytte på 30 pct. ned. Det direkte afkast ved kurs 525 er på 5.7 pct. og ligger meget tæt på obligationsrenten.
Aktien bør vurderes både som forsikringsvirksomhed, men også som investeringsvirksomhed. Af væsentlige strategiske aktiebeholdninger kan nævnes Ejendomsselskabet Norden, Schouw & Co. (største aktionær i NEG/Micon) og Danske Trælastkompagni - alle aktieposter, der blev arvet ved overtagelsen af det gamle Hafnia.