Columbus opnår vigtig strategisk ordre
Columbus IT har netop indgået aftale om leverance af et forretningskritisk it-system til en af Letlands største detailvirksomheder. Aftalen omfatter en Columbus IT-detailløsning, der gør den lettiske detailkæde i stand til at kontrollere den voksende forretning og dermed skabe bedre resultater.
Det fremgår af en børsmeddelelse.
Aftalen omfatter leverance af Columbus ITs detailløsning baseret på Microsoft Dynamics AX for Retail, strategisk planlægning og implementering, konsulentopgaver og standard software. Den nye forretningsløsning skal leveres og implementeres i alle kædens forretninger, der er koncentreret i Letlands hovedstad, Riga.
Med aftalen tager Columbus IT et strategisk skridt mod at blive den førende globale leverandør af forretningskritiske it-løsninger til detailsektoren, og med aftalen bliver Columbus IT den klart største leverandør af disse løsningeri hele Baltikum.
Aftalen med den lettiske butikskæde ændrer ikke ved Columbus ITs forventninger til årets resultat.