Carlsberg-analytiker: Nyt fra Rusland øger håb om Baltika Breweries tilbage på danske hænder
Carlsbergs russiske aktiver er blevet fjernet fra en liste over vestlige aktiver, som er sat under administration af den russiske stat.
Umiddelbart efter nyheden, offentliggjort af blandt andet Reuters, er Carlsberg gået til tops i det danske C25-indeks med et plus på 3,7 pct. til 754 kr.
Stigningen kan hænge sammen med, at markedet tror på, at Baltika Breweries igen kan komme under ejerskab af Carlsberg, fortæller Jesper Ingildsen, der er senioranalytiker i DNB Markets, til MarketWire.
- Markedet reagerer sandsynligvis på, om Carlsberg muligvis kan få kontrol igen, og hvilke muligheder det bærer med sig, siger han.
Baltika Breweries har siden juli 2023 været under russisk kontrol. Det skete efter et dekret fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, der efterfølgende indsatte en ny ledelse i selskabet.
Overtagelsen skete efter Carlsbergs planer om at sælge de russiske aktiver, som dog aldrig blev til noget, da den danske koncern mistede kontrollen med aktiverne, inden det blev muligt at underskrive en aftale.
Beslutningen om at sælge fulgte en længere periode efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor det danske bryggeri gradvist forsøgte at trække sig ud af Rusland.
Med det nye dekret er det imidlertid usikkert, hvilke muligheder det eventuelt kan give Carlsberg, hvis Baltika Breweries igen kommer under selskabets kontrol.
- Vi ved stadig ikke, om Carlsberg har lyst til og interesse i stadigvæk at operere det, eller om det overhovedet er muligt, forklarer Jesper Ingildsen og tilføjer, at det er usikkert, hvad der er tilbage at overtage af bryggeriet, og om det har den samme værdi, som før Rusland tog kontrollen.
Hvis bryggeriet kan komme tilbage i Carlsbergs kontrol, er det dog en måde at kunne nedbringe gælden i bryggeriet efter opkøbet af britiske Britvic.
- I sidste ende har man afskrevet Baltika Breweries, og muligvis kan få nogle penge for bryggeriet. Det er noget, der vil være behjælpeligt, da Carlsberg er ved at købe Britvic.
Hos Carlsberg er man i øjeblikket ved at vurdere beslutningen fra de russiske myndigheder.
- Vi er opmærksomme på meddelelsen fra de russiske myndigheder vedrørende Baltika Breweries og er i øjeblikket ved at vurdere beslutningen. Vi har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer, men vil sende en pressemeddelelse ud med flere detaljer på et senere tidspunkt, oplyser selskabet til MarketWire.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›