Europa/lukning: Stellantis og Delivery Hero sendt i dørken - men rentesnak gav plusser
Bilkoncernen Stellantis og madleveringstjenesten Delivery Hero blev sendt i dørken mandag, hvor aktierne blev straffet efter negative nyheder.
Dermed gik de imod strømmen i et ellers overvejende positivt Europa, hvor særligt snak om forestående rentesænkninger var med til at give god stemning.
Samlet steg det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks med 0,6 pct. over dagen.
Det var særligt udtalelser fra medlemmer af Den Europæiske Centralbank, der blev tolket positivt. Det lettiske medlem af det styrende råd, Martins Kazaks, udelukker ikke en stor rentenedsættelse på 50 basispoint, men han mener, at ECB bør være forsigtige, når medlemmerne næste gang holder rentemøde 12. december.
- Vi vil helt sikkert diskutere dette. Men en ting, man skal huske på, er, at usikkerheden stadig er meget stor. Vi er stadig i en situation med mange geopolitiske risici. Vi ved derudover ikke, hvordan USA vil gennemføre toldforhøjelser, og derfor skal vi stadig være forsigtige, siger Martins Kazaks til Delfi TV ifølge Bloomberg News.
Renten er indtil videre blevet sænket tre gange med samlet 75 basispoint i år.
DELIVERY HERO OG STELLANTIS I KNÆ
Den tyske madleveringstjeneste Delivery Hero blev sendt i knæ på børsen i Frankfurt mandag, efter at selskabets spanske datterselskab Glovo luftede planer om at fastansætte udbringningspersonale frem for at have løst tilknyttede kræfter.
Det er et træk, som vil koste omtrent 100 mio. euro på det justerede driftsresultat (EBITDA) næste år, skriver Bloomberg News.
Aktien dykkede 10,5 pct.
Planerne er opstået for at undgå retslige vanskeligheder med de løst tilknyttede medarbejdere, der indtil nu har arbejdet på freelancebasis. Glovo er blevet anklaget af de spanske myndigheder for at kategorisere de ansatte forkert som selvstændige, og der ventes en retslig afgørelse i den nærmeste fremtid, lyder det ifølge Bloomberg.
Aktien i bilkoncernen Stellantis faldt mandag desuden med 6,4 pct., efter at topchefen, Carlos Tavares, har valgt at forlade selskabet.
Hans afgang skaber uvished i en i forvejen svær tid, skriver Bloomberg News.
- Det er ikke en helt overraskende nyhed, men det efterlader virksomheden uden en administrerende direktør på et tidspunkt, hvor der skal træffes en række kritiske beslutninger, skriver Jefferies-analytiker Philippe Houchois i et notat.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›