Dårligt vejr hæver prisen på kaffe til højeste niveau i seks år

Udgivet den 22-07-2021  |  kl. 11:09  |  

Barsk vejr for kaffeavlere i Brasilien med både tørke og frost har sænket udbuddet af kaffebønner på verdensplan.

Det har hævet priserne på Starbucks' foretrukne kaffesort, arabica, til det højeste niveau i seks år, skriver Bloomberg News.

Futures på kaffen er steget 11 pct. til 1,95 dollar for et pund - svarende til 12,30 kr. for omkring 450g kaffebønner.

Tidligere har tørke skåret i kaffehøsten for det indeværende år. Siden er varme vendt til kulde, og på ikke mindre end en måned er brasilianske kaffeavlere blevet ramt af frost to gange.

Frosten har tvunget avlerne til at beskære kaffetræerne, hvilket yderligere har sænket produktionen.

- Vi har ikke været i en situation som denne siden den sidste omfattende frost i 1994, siger Regis Ricco, der er direktør i RR Consultoria Rural, til Bloomberg News og tilføjer, at frosten har været omfattende og "meget grim".

Verdens mest populære drikkevare og andenmest handlede råvare - efter olie - fortsætter sin prisstigning. Det skaber ifølge Bloomberg News bekymring for stigende priser på fødevarer.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Relaterede nyheder