Dagens aviser

Udgivet den 12-06-1997  |  kl. 07:03  |  

København--12. juni--NetPosten--Her er de vigtigste artikler fra de danske dagblade:

Nyrup: Svag EU-valuta har ingen interesse
Den seneste uro om ØMU-projektet får indirekte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til at støtte de økonomiske vismænd, der i den seneste rapport pegede på, at det økonomisk set kan være sundt at holde sig uden for området med den fælles Euro-valuta, indtil der er klare indikationer om ØMUens styrke. "Det er en forudsætning for, at Euro har noget at give, at den er stærk,"siger statsministeren.
(Børsen side 15)

S-topfolk kræver ny EU-politik
En gruppe fremtrædende socialdemokrater med Erling Olsen og Thorkild Simonsen i spidsen gør oprør mod Poul Nyrups EU-politik. Gruppen vil opgive de danske EU-forbehold. En kreds omkring ungdomsorganisationen DSU har udarbejdet et debatoplæg, der lægger op til, at Socialdemokratiet skal melde rent ud, og åbenlyst gå efter at "smide forbeholdene over vord", som det hedder sig i oplægget.
(Politiken side 1 og 1. sektion side 8-9, Berlingske Tidende side 1, Information side 1, Det Fri Aktuelt side 1, 8 og 9)

Amtsskat stiger 0,5 procent
Finansminister Mogens Lykketoft (S) og formanden for Amtsrådsforeningen Kresten Philipsen (V) gav i går hinanden håndslag på den overordnede ramme for næste års økonomi i amterne. En stigning i amtsskatten på 0,5 procent og udsættelse af et lån fra staten til amterne, samt oprettelsen af et nyt giver mulighed for en vækst på 3 procent i amternes udgifter. Der bliver dog ikke noget at hente for byggeriet, for bygge- og anlægsområdet er ved at være overophedet. "Det kan vi se på prisstigningerne", sagde Kresten Philipsen i går. Finansministeren lovede samtidig at det samlede skattetryk ikke ville stige.
(Politiken side 6, Berlingske Tidende side 4, Det Fri Aktuelt side 6, Børsen side 12)

Uffe undsiger sit eget velfærds-udspil
Uffe Elleman Jensen lagde i gårsdagens tv-duel med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) afstand til sit eget partis et år gamle velfærdsudspil. Venstres formand sagde, at han ikke bryder sig om udtrykket "velfærdsnarkomani", et udtryk som ellers stammer fra Venstres velfærds-udspil fra 1996. Stilen i duellen var præget af soberhed og venlighed de to partiledere imellem.
(Politiken side 2, Berlingske Tidende side 4)

Erhverv

Lauritzen må skyde børsnotering
Konglomeratet J. Lauritzen vil først have salget af Danyard på plads, før en eventuel børsnotering af de enkelte del-selskaber, som eksempelvis Aalborg Industries, kan komme på tale. Det siger bestyrelsesformand Michael Christiansen. Han spår samtidig, at aktiekursen vil passere 1.000 kr. mod det nuværende niveau på 760 kr., når Danyard-handlen er på plads.
(Børsen side 4)

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder