Dagens aviser
København--11. august--NetPosten--Dagens vigtigste avis-artikler
Nyrup advarer: EU-nej vil koste dyrt
Sommeren er ovre for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Søndag kastede han sig således ind i debatten om Amsterdam-traktaten, hvor han afviser en genforhandling og i kraftige vendinger advarer danskerne mod at stemme nej. Han kaldte et nej-resultat for uoverskueligt, og sagde, at det ville koste.
(Jyllands-Posten side 1, Børsen side 11, Politiken side 1 og 2, Berlingske Tidende side 1 og 6)
Økonomi
Lønboom truer dansk økonomi
Et lønboom truer det økonomiske opsving i Danmark. Derfor råber Dansk Arbejdsgiverforenings direktør Jørn Neergaard Larsen nu vagt i gevær. De danske lønninger stiger mere end udlandets, og derfor skal danske virksomheder fredes ved de kommende finanslovsforhandlinger. Han siger således, at dansk økonomi i øjeblikket kun bliver holdt oppe, fordi den danske krone er så svag.
(Børsen side 1 og 10)
Overvismand mod akut indgreb
På trods af kraftigt voksende boligpriser og en voksende lyst hos boligejere til at belåne friværdi, er der ikke behov for et akut indgreb på boligmarkedet. Det vurderer overvismand Niels kærgaard. Finansminister Mogens Lykketoft (S) har ligeledes afvist, at der skulle være behov for et indgreb.
(Berlingske Erhverv side 1 og 2)
Finans
Boom i lån til forbrug
Det lånefinansierede forbrug er i stærk fremgang. Det tyder tal fra både banker, konto- og realkreditkortselskaber på. Kreditdirektør Henrik Mundt fra det amerikanske låneselskab, GE Capital, der yder forbrugslån uden sikkerhed, oplyser således, at udlånet er steget med 40 pct. Til 870 mio. kr. i første halvår af 1997. Hos Acceptcard er udlånet steget med over 10 pct. Til over en mia. kr.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 2)
Erhverv
Sonofon for svag i priskrig
Sonofon har valgt ikke at følge konkurrenten Tele Danmark Mobils prisnedsættelse på basistaksten. Det ville have kostet ca. 40 mio. kr. på bundlinien, hvilket ifølge analytikere ville have fjernet overskuddet på driften i Sonofon. "Det er strategi," siger man selv i Sonofon.
(Berlingske Erhverv side 1 og 3)