Danmark/Økonom: Svage væksttal ændrer ikke billedet væsentligt

Udgivet den 28-06-2013  |  kl. 09:34  |  

Til trods for, at det danske bruttonationalprodukt alligevel ikke steg i første kvartal, men derimod var helt uændret sammenlignet med første kvartal, er billedet for dansk økonomi næsten det samme som før.

Det vurderer Jens Nærvig Pedersen, økonom i Danske Bank, i en kommentar til Danmarks Statistiks reviderede opgørelse for udviklingen i dansk BNP for årets første tre måneder. BNP blev revideret ned til en nulvækst fra en tidligere meddelt BNP-vækst på 0,2 pct. sammenlignet med fjerde kvartal sidste år.

- Selvom det naturligvis er kedeligt, at væksten blev nedrevideret, så er der ikke tale om nogen voldsom revision, som ændrer afgørende på billedet af dansk økonomi, anfører Jens Nærvig Pedersen.

Danske Banks økonom betegner efterspørgselsudviklingen som skuffende. Eksporten og privatforbruget var stort set uændret, og det offentlige forbrug og investeringerne faldt, noterer Jens Nærvig Pedersen, der også hæfter sig ved, at økonomien blev holdt oppe af, at virksomhederne fyldte godt op på lagrene.

- Væksten for hele 2013 bliver formentlig ikke noget vi kan prale med, vurderer Jens Nærvig Pedersen og henviser til, at Danske Bank netop nedjusteret sit skøn for væksten i Danmark til 0,1 pct. for i år.

Udsigterne for økonomien begynder dog at lysne, mener han.

- Vi har set stigninger i forbrugertilliden og erhvervstilliden, og nøgletallene for den internationale økonomi er også begyndt at vise bedring. Vi venter derfor, at dansk økonomi vil opleve et temposkift mod slutningen af året og forlade det dødvande, økonomien har befundet sig i i snart tre år. Det betyder også, at der er udsigt til fornuftig vækst næste år – omkring 1,5 procent, forudsiger Jens Nærvig Pedersen.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder