Danmark: Detailsalget op i marts - storkonflikt kan få det ned -NY

Udgivet den 24-04-2018  |  kl. 09:10  |  

Detailsalget i Danmark steg i marts med 0,4 pct. set mod måneden før, viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene er renset for prisudvikling og normale sæsonudsving.

Stigningen i marts kommer efter et let fald i januar med 0,2 pct. og i februar med 0,1 pct., skriver Danmarks Statistik.

Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, siger, at fremgangen peger på, at forbruget ikke kan dømmes helt ude trods en relativt svag start på året.

- Men det kan også være et tegn på, at en stigende del af detailsalget går uden om de traditionelle butikker og over til ikke mindst udenlandske netbutikker. Og de er også en påmindelse om, at forbrugsopsvinget stadig er ganske moderat, skriver hun i en kommentar.

- Normalt, når vi har et langvarigt og solidt opsving i økonomien, som vi har, ville vi se en betydeligt større stigning i forbruget, trukket af stigende gæld. Men denne gang er der næsten ingen vækst i gælden. Forbrugerne har tydeligvis ikke glemt krisen endnu, og mange sidder også stadig tilbage uden friværdi at låne i, påpeger hun.

STORKONFLIKT KAN RAMME SALGET

Der kan dog være andre sten i skoen ud over netbutikkerne for salget i de fysiske butikker. Kommer det til en storkonflikt, kan det ramme privatforbruget og dermed detailsalget.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Nykredit, noterer sig, at den truende storkonflikt ikke har dæmpet privatforbruget - men rammes omkring 745.000 offentlige ansatte, så vil en storkonflikt hurtigt kunne nå et omfang, der tynger privatforbruget.

- Dels fordi en storkonflikt vil skabe usikkerhed, men nok vigtigst af alt fordi mange offentlige ansatte vil opleve en midlertidig og mærkbar nedgang i indkomsten. Dog viser erfaringerne også, at der efterfølgende kommer en mervækst, når konflikten afsluttes, noterer han sig i en kommentar til dagens detailsalgstal.

I Nykredit venter man en vækst i forbruget på 2,5 pct., hvilket vil være den højeste forbrugsvækst siden 2006, hvor væksten i forbruget var på 3,9 pct.

- Vi er altså heller ikke på vej til at tage hul på en decideret forbrugsfest. Det bør vi egentlig være ganske tilfredse med, da forbrugsfesten i midten af nullerne et stykke hen af vejen blev holdt for lånte penge. Det er ingenlunde tilfældet i dag, hvor danskerne fortsat sparer ganske meget, skriver Nykredits cheføkonom.

Set på årsbasis viste detailsalget en stigning på 1,8 pct. i måneden mod 0,6 pct. på årsbasis måneden før.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Seneste nyheder

10:23 Better Collective i massivt fald efter nedjustering
10:17 Nilfisk taber næsten 400 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
10:05 Tysk erhvervstillid lander højere end ventet i oktober
09:17 Aktier/åbning: Stigende spotrater sender Mærsk op - Nilfisk og Better Colletive i nedtur
09:11 Mærsk-aktierne springer op efter stigning i vigtigt rateindeks
08:53 Obligationer/åbning: Stilstand frem mod tyske tillidstal
08:46 Fragtskibsejer betaler 100 mio. dollar efter at have forårsaget brokollaps i Baltimore
08:45 Better Collective får sænket anbefaling hos Nordea - aktiehistorien er i limbo
08:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
08:25 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod ugentlig stigning på uro i Mellemøsten
08:18 FLSmidth-branchefælle ser stærk efterspørgsel på mineudstyr forsætte
08:02 Aktier/tendens: Nilfisk og Better Collective i krydsild i ventet rød handelsstart
07:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
06:56 Inflationen i Tokyo rammer under centralbankens målsætning for første gang i fem måneder
06:50 Obligationer/tendens: Stille start i vente - fokus rettes mod de tyske naboer
06:39 Valuta: Dollar viger fra tre måneders top
06:38 DSV får højere kursmål hos JPMorgan
06:35 Better Collective nedjusterer forventningerne - amerikanske partnere trækker ned
06:35 Nilfisk nedjusterer kraftigt efter sløjt tredje kvartal med negativ vækst
06:35 Belgisk centralbankchef ser diskussion om stor rentenedsættelse som malplaceret