Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser

Udgivet den 25-10-2024  |  kl. 07:41  |  

Den tyske bilindustris store udfordringer viser sig tydeligt fredag morgen i det seneste regnskab fra Mercedes-Benz. Bilproducentens indtjening lever langt fra op til forventningerne i aktiemarkedet, og oven i varsler Mercedes nedskæringer.

Også i Mercedes' ledelse hersker der skuffelse.

- Tredje kvartal lever ikke op til vores ambitioner, lyder et citat fra finansdirektør Harald Wilhelm ifølge bilgigantens hjemmeside.

Den justerede driftsindtjening i Mercedes største division - biler - var da også hele 1 mia. euro lavere end ventet blandt analytikere ifølge Bloomberg News.

Den landede på 1,21 mia. euro mod 3,36 mia. euro året før.

Marginen i bilforretningen blev reduceret til 4,7 pct. fra 12,4 pct. året før. Her havde analytikerne blot ventet et dyk til 8,1 pct. ifølge Bloomberg.

Også Mercedes' øvrige forretningsområder, Vans og Mobility, har tjent mindre end ventet, om end der er tale om noget mindre afvigelser end i bildivisionen.

Dermed fortsætter dårligdommene fra den tyske bilindustri, hvor Volkswagen har nedjusteret sine forventninger af flere omgange, og også BMW har måttet dæmpe sine ambitioner.

Også Mercedes nedjusterede sin prognose i september, og ledelsen vil nu skære til, lyder det.

- Vi er forsigtige med hensyn til markedsudviklingen fremover, og vi vil intensivere alle bestræbelser på yderligere effektiviseringer og omkostningsforbedringer i hele virksomheden, siger finansdirektør Harald Wilhelm.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Report❯  Shares❯  Udenlandsk selskab❯