Danske Andelskasser: Letter skyerne?
- I løbet af de seneste par måneder har aktieinvestorerne bevæget sig fra nærmest eufori til en vis form for frustration. En korrektion på aktiemarkeder var længe ventet, men har også medført, at investorbarometeret er gået fra skyfrit til i det mindste let overskyet. De seneste kvartalsregnskaber har generelt været gode på grund af økonomiske stimulanser og selskabernes hurtige trimning af deres butik til den nye virkelighed, skriver Danske Andelskasser i en markedskommentar
- Vi står nu overfor 2. kvartalsregnskaberne, og vi vurderer, at det for alvor er nu i 2. og 3. kvartalsregnskaberne, at selskaberne skal til eksamen. Selskaberne skal ikke længere kun vise, at de kan levere i forhold til bundlinje og indtjening, men også i forhold til omsætning. Hvis selskaberne indfrier forventningerne og ikke mindst fastholder forventningerne til helåret, bør der efter vores opfattelse være grobund for en kursmæssig positiv påvirkning på aktiemarkedet.
- Børsintroduktionen af ingredienskoncernen Chr. Hansen i juni måned var den første større notering, markedet havde set siden TrygVesta lod sig notere i 2005.
- Vi forventer, at flere kapitalfonde vil bruge børsen som exit-strategi for at komme ud af flere selskaber og ser ligeledes en børsintroduktion som en mulighed for finansielt at styrke en virksomhed til fremtidig vækst og eventuelle opkøb. Vi forventer derfor, at flere større selskaber såsom eksempelvis Falck, DONG, TDC, Pandora, ISS ligeledes går med tanker om at lade sig børsnoterer i nær fremtid, skriver Danske Andelskasser.