Danske Bank løfter forventningerne til overskuddet i 2023

Udgivet den 08-12-2023  |  kl. 11:10  |  
Arkiv: Foto

En stærk kreditkvalitet og en forventning om, at der ikke venter store nedskrivninger i fjerde kvartal, får Danske Bank til at løfte sin prognose for overskuddet i 2023.

Der ventes nu et overskud efter skat på 20,5-21,5 mia. kr. Der var tidligere ventet et overskud på 19,5-20,5 mia. kr.

Det meddeler Danske Bank fredag formiddag.

- De makroøkonomiske vilkår har udviklet sig mere gavnligt end oprindeligt forventet. Den stærke kreditkvalitet understøttes af vores kunders solide økonomi og er baggrunden for opjusteringen. Trods en gunstigere udvikling i 2023 og nedskrivninger et godt stykke under et normaliseret niveau har vi fortsat en forsigtig tilgang, da udviklingen stadig er forbundet med stor usikkerhed, udtaler finansdirektør Stephan Engels.

Forventningen om nedskrivninger i størrelsesordenen 0,3 mia. kr. for hele året bliver fastholdt, som det også fremgik af regnskabet for tredje kvartal.

Derudover ventes der en reduktion af skatteudgiften med 0,3-0,4 mia. kr., meddeler banken.

Forventningerne til de samlede indtægter og omkostninger for 2023 bliver fastholdt.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Seneste nyheder