Danske Bank: Presset stiger i Østeuropa

Udgivet den 23-02-2009  |  kl. 14:51  |  

Fokus i den finansielle krise er i den forløbne uge skiftet til Central- og Østeuropa (CEE-landene) og til eurozone-bankernes store eksponering til regionen. CEE-landene er fanget i en meget negativ spiral med afvikling af den finansielle gearing, stor udlandsgæld og økonomisk krise, anfører Danske Bank i publikationen Ugefokus.

Da der ikke er meget råderum i den økonomiske politik til at understøtte CEE-økonomierne, er de økonomiske udsigter blevet mere og mere dystre. Ukraine, der har en befolkning på 45 mio., kan være på randen af et økonomisk sammenbrud. Østrigs finansminister advarede i sidste uge om risikoen for, at en økonomisk katastrofe udløser en dominoeffekt længere mod vest.

Ukraine skændes i øjeblikket med IMF om finanspolitikken med henblik på at få udbetalt endnu en tranche på 16,4 mia. USD.

Det var en rapport fra Moody's, der igen rettede søgelyset mod de europæiske bankers eksponering til CEE-landene. Ifølge rapporten er der risiko for en nedjustering af europæiske banker med datterselskaber i CEE-regionen. Især de østrigske banker er voldsomt eksponerede, idet udlånene til CEE-regionen udgør ikke mindre end 55 pct. af østrigsk BNP. Uroen har ramt de europæiske obligationsmarkeder, hvor rentespændene til Euroland er kørt ud. De østrigske obligationer er særligt hårdt ramt. Samtidig er euroen blevet svækket.

- Omkring halvdelen af CEE-landenes lån kommer fra europæiske banker, der har ekspanderet kraftigt under højkonjunkturen. Det giver nu risiko for en alvorlig kreditklemme i CEE-landene, idet de europæiske banker sandsynligvis vil fokusere mere på de lokale markeder, samtidig med at de lokale regeringer forsøger at presse bankerne til at øge den indenlandske långivning til gengæld for de offentlige kapitalindsprøjtninger og lån, bankerne modtager, påpeger Danske Bank.

I sidste uge opfordrede Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, EU til at hjælpe CEE-landene. Ifølge Zoellick samarbejder Verdensbanken med IMF og andre institutioner om hjælp til regionen, men de har brug for mere støtte fra EU. Den får de forhåbentlig snart, slutter Danske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk