Danske Bank: Uholdbar udvikling på boligmarkedet
Danske Bank mener ikke, at der er tale om en boble på boligmarkedet, men vurderer samtidig, at udviklingen ikke er holdbar på længere sigt.
Sidste mandag offentliggjorde Realkreditrådet tal for udviklingen i huspriserne i 2. kvartal 2005. Tallene viste som ventet store prisstigninger på boligmarkedet. Således er de fundamentale betingelser for boligmarkedet gunstige for tiden.
Alligevel var Danske Bank overraskede over, hvor kraftig stigningen rent faktisk blev. Banken havde ventet en sæsonkorrigeret kvartalsvis stigning i huspriserne på 2,6% - den faktiske stigning viste sig at være på hele 4,3%. Dermed er et gennemsnitligt hus i Danmark steget med 14,2% over det seneste år - den højeste prisstigningstakt i statistikkens historie. Det fik for alvor spørgsmålet om eksistensen af en boble på boligmarkedet til at blusse op.
- Grundlæggende mener vi ikke, at der er en boble på boligmarkedet. Størstedelen af de seneste års boligprisstigninger kan fortsat forklares ud fra fundamentale forhold som lave renter, faldende arbejdsløshed, lille udbud af boliger i meget efterspurgte områder og generel indkomstfremgang, skriver Danske Bank i publikationen Ugefokus.
Det er dog klart, at det går meget stærkt i øjeblikket, og set i et længere perspektiv er udviklingen ikke holdbar - i så fald vil det eksempelvis kræve yderligere rentefald, vurderer banken.
Danske Bank venter i stedet at se svagt stigende renter i 2006, hvilket vil være med til at bidrage til en mere afdæmpet udvikling på boligmarkedet.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›