Danske Bank/Sydbank: Ser flot indtjening og nye kapitalmål fastholde udlodningudsigter

Udgivet den 16-07-2024  |  kl. 15:20  |  
Arkiv: Foto

Fortsat lave nedskrivninger og et løft i både rente- og gebyrindtægter ventes at give en "flot" indtjening i Danske Banks regnskab for andet kvartal.

Det skriver analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen i en kommentar til fredagens regnskab fra storbanken, som ved den lejlighed også ventes at komme med opdaterede kapitalmål.

Analytikeren venter, at Danske Bank her vil ytre et ønske om en kernekapitalprocent på 16,0-16,5 pct.

- I så fald ser vi ingen afsporing af potentialet for udlodninger frem mod 2026, skriver Mikkel Emil Jensen.

Han estimerer uændret, at Danske Bank vil kunne foretage udlodninger "på komfortabelt" over 60 mia. kr. fra udbytte og aktietilbagekøb til og med 2026.

For andet kvartal estimerer analytikeren et nettoresultat på 5536 mio. kr. svarende til en fremgang på 11 pct. fra samme kvartal øret før.

- Indtjeningen vil fortsat være løftet af fremgang i nettorenteindtægter og god kundeaktivitet, mens en modstandsdygtig økonomi og sund kreditkvalitet vil sikre endnu et kvartal med lave nedskrivninger, fremhæver Mikkel Emil Jensen.

Danske Bank har taget noget af spændingen ud om regnskabet, efter at banken 26. juni opjusterede forventningerne til 2024 til et nettoresultat på 21-23 mia. kr. fra tidligere 20-22 mia. kr.

- Opjusteringen skyldes den fortsat stærke kreditkvalitet af udlånsporteføljen og forventningen om, at der vil blive foretaget en mindre tilbageførsel af nedskrivninger i andet kvartal 2024. Således forventer vi nu, at nedskrivningerne for hele året vil udgøre op til 0,6 mia. kr., begrundede Danske Bank.

Mikkel Emil Jensen ser ikke, at der er sket de store forandringer siden dengang, og han venter derfor, at Danske Bank vil gentage denne prognose.

Regnskabet fra Danske Bank offentliggøres fredag omkring kl. 7.30.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder