Danske Invest: Markedet drevet af frygt - men aktier stadig attraktive

Udgivet den 06-06-2006  |  kl. 15:22  |  

De danske aktier har tabt 1,5 pct. tirsdag. Det er især frygten for nye amerikanske rentestigninger, der tynger markedet, vurderer chefanalytiker i Danske Capital, Mads N. S. Pedersen.

- Det, som sætter tonen for markederne, er frygt for inflation og yderligere rentestigninger. Investorerne er bange for, at dette i sidste ende kan føre til en ubehagelig kombination af stigende inflation, stigende renter og aftagende vækst, hvilket i sin ekstreme form kaldes stagflation, siger chefanalytikeren.

Han påpeger, at problemet i den nuværende situation er, at den amerikanske økonomi efter en årrække med stærk vækst har brug for at sætte farten lidt ned. Målet er at opnå en blød landing for herved at undgå, at der skabes et varigt inflationært pres. Men det er en vanskelig balancegang.

- For at holde inflationen under kontrol har den amerikanske centralbank, Fed, nu hævet renterne, og det ser ud til, at væksten er ved at aftage. Hver gang der kommer en kommentar eller et nøgletal, som ikke lige passer til dette scenario, skaber det frygt. Investorerne er både bange for, at væksten er for stærk, og Fed derfor vil blive tvunget til at hæve renten for meget, eller at væksten er for svag, så risikoen for en recession derfor stiger, siger Mads N. S. Pedersen.

Efter en stribe afdæmpede økonomiske nøgletal havde markedet indstillet sig på en pause i de amerikanske rentestigninger, men mandag såede centralbankchef Ben Bernanke ny tvivl om renteudsigterne og signalerede en større fokus på inflation og inflationsbekæmpelse. Den røde advarselslampe fik straks markedet til at prise en større sandsynlighed for yderligere renteforhøjelser. Samtidig regerede aktiemarkederne stærkt negativt.

Chefanalytikeren vurderer ellers, at den generelle sundhedstilstand i amerikansk økonomi er god.

- Den amerikanske økonomi har det grundliggende godt. Forbruget er de seneste år vokset lige lovligt hurtigt, og det ser nu ud til, at denne vækst vil aftage noget. Især boligmarkedet, som nu er i gang med den forventede og ønskede afdæmpning, trækker ned. På den positive side ser vi stigende beskæftigelse, højere lønninger og de historisk set meget høje formuer op. Det ser derfor ud til at forbrugsafdæmpningen bliver gradvis og moderat, siger Mads N. S. Pedersen.

Men aktier er stadig en attraktiv investering, vurderer han.

- Vi kan naturligvis ikke forudse, hvad der vil ske på markederne inden for en horisont på få dage eller uger. I forhold til indtjeningen er priserne imidlertid væsentligt under gennemsnittet for de seneste 10-15 år. Da der samtidig er udsigt til fortsat pæn global vækst, er aktier stadig en attraktiv investering, siger Mads N. S. Pedersen og fortsætter:

- Som investor er man i det dilemma, at man helst vil undgå at tabe penge på kort sigt, men også nødigt vil stå udenfor, når det går godt, og kurserne stiger. Da vi ikke kan sige så meget om udviklingen på kort sigt, råder vi folk til at se tingene i et lidt bredere perspektiv frem for at "hoppe ind og ud af markedet." I dette perspektiv mener vi altså fortsat, at aktier er en attraktiv investering, siger chefanalytikeren.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder