Danske medico-virksomheder rykker til USA
En gennemgang af det seneste års nyhedsstrøm fra danske virksomheder, der producerer lægemidler og medicinsk udstyr er ikke til at tage fejl af.
De danske medicinal- og medicovirksomheder har for alvor placeret sig på det amerikanske landkort, og udsigten til en omfattende reform af det amerikanske sundhedsvæsen får dem ikke til at ryste på hånden. Det skriver Berlingske.
Det gælder bl.a. Coloplast, Lundbeck og Novo Nordisk.
Heller ikke udsigten til den sundhedsreform, som præsident Barack Obama i øjeblikket kæmper for at få igennem i det amerikanske politiske system, kan få de danske virksomheder til at overveje strategien i USA.
- Reformen vil formentlig ikke få den store betydning for de danske virksomheder. Som det ser ud nu spreder man de samme penge ud på flere mennesker, og der vil måske ske en mindre forskydning mellem produkterne. Det amerikanske marked vil måske nok vokse langsommere i fremtiden. Men for de danske virksomheder handler det om at tage markedsandele, frem for blot at følge markedsvæksten. Og her står de godt rustet, siger Jens Kr. Gøtrik, direktør i brancheorganisationen Medicoindustrien.